Jeg har så travlt, jeg er næsten ikke hjemme og når jeg endelig er, sover jeg bare! UNDSKYLD at jeg er
blevet så dårlig til at skrive på bloggen. Jeg har stadig rimelig travlt i næste uge også, men jeg vil prøve at
komme ind på bloggen så meget jeg kan!
Som jeg har skrevet tidligere (så vidt jeg husker…) har jeg jo 3 jobs. Jeg har mit fuldtidsjob og 2 ved siden
af. Det ene har jeg nogle faste vager, og det andet ja, der er jeg konsulent for Tupperware, så jeg styrer jo selv
mit arbejde. Men lige her på det sidste, har jeg været meget i gang med Tupperware. Jeg er jo nødt til at tjene
en del penge sammen til jeg snart kan flytte – hvis jeg altså snart får noget tilbud – og så jeg kan betale den
nuværende husleje, og ja, overraskende nok er vi også midt i december, så der skal jeg jo også købe en masse julegaver 🙂

Denne weekend er endelig en weekend uden arbejde! Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg har haft en weekend som
denne? I går var jeg til julefrokost med dingdong’erne (til jer der ikke ved det, arbejder jeg altså hos DONG Energy)
og det gik lidt vildt for sig, jeg drak en masse vin, fik et par shots og ja…. så gæt lige hvordan min dag i dag har været…….
pyyyyha…. Men i morgen – der håber jeg på at være meget mere frisk og evt. kan komme i gang med noget skrivning på bloggen.

Jeg håber I har det godt der ude og nyder december! Jeg har selv pyntet en masse op, har julekalendere fremme og
har fået min ønskede troldegren med en masse pynt på, ih jeg synes det er så hyggeligt! 🙂

Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå? Jeg ved ikke hvad der overskrider min egen grænse eller hvad der overskrider andres grænser?
Jeg ville SÅ gerne skrive helt fra hjertet, så det virkelig bliver alt fra hjertet – men jeg er bange. jeg er skide bange! Jeg er så bange for at skulle såre
nogens følelser, at jeg kommer til at skrive noget som jeg fortryder. Ikke bare fortryder; men kommer måske ud med noget, som jeg slet ikke burde
have skrevet. Jeg vil så gerne kunne fortælle jer alt om mit brud med Mo, fortælle jer alt om hvad jeg tænker i min hverdag, alt om hvor tit jeg egentlig
føler mig som ‘palle alene i verden’, alt om hvornår jeg gør dit og dat – men jeg tør ikke. Jeg tør virkelig ikke! Jeg ved ikke hvilken respons jeg får
tilbage, jeg ved ikke om jeg gør nogle sure eller kede af det.
Jeg er selv en person der går så meget op i, om andre kan lide mig. Jeg er meget følsom og jeg tænker ekstremt meget over situationer jeg har oplevet.
Eller ser frem på ting jeg skal, og forestiller mig fuldstændig hvordan det bliver. Jeg tænker så meget på; hvad var det jeg sagde? Hvad jeg kunne
have sagt? Hvad der kunne være sket? Hvad det kunne ændre hvis?
Jeg er tit bange for at sige noget forkert og tit ender det med at ske. Når jeg er nervøs eller sidder i et større selskab – et eller andet, kan jeg godt komme
med en underlig kommentar, sige noget hvor folk bare tænker: hold kæft en særling! Hvis jeg føler der er en akavet stemning i et selskab, ender jeg som
regel altid med at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg har nogle gange en plat humor (ja okay, men nogle gange lyder bedre end altid..)
jeg synes som regel altid det var meget sjovere, lige ind til jeg sagde det højt.
Ej og nu lyder det som om jeg er total forfærdelig. Det nu ikke ment så hårdt som det lige står, men kender I ikke det der med, at der er en vild sjov
stemning i et selskab, lige indtil man siger noget, man selv synes var sjovt? Så glor folk altid mens man sidder og skrælgriner! Jeg griner selv lidt
ved tanken om situationen, for i virkeligheden er det bare ret klodset på en eller anden måde? Haha, men tilbage til frygten.. En anden ting jeg
nemlig også virkelig gerne ville vise frem er mit hjem. Jeg har lagt meget få billeder op og det er der i virkeligheden en særlig grund til. Jeg er ret
skrækslagen over for det med, at andre kan se hvilke ting man har i sit hjem – mit hjem. Jeg ved aldrig hvem der kommer forbi min blog, hvem der
liiige finder ud af hvem jeg er, og hvem der lige finder ud af hvor jeg bor? Jeg tror desuden ikke forsikringen dækker, hvis man selv har postet ting
på f.eks. facebook eller sin blog om hvad man har, men det er så noget helt andet! (Eller gælder det kun når man checker sig ind at man tager
på ferie? Nå ligemget..) Det lyder måske som en total paranoid tanke – men igen: Jeg tænker meget.
Jeg er lidt forvirret omkring det hele, jeg står med en ambivalent følelse og ved ikke helt hvad jeg tør og hvad jeg ikke tør. Jeg ved ikke hvad jeg skal
frygte, for hey! det er jo sådan set mine egne tanker og følelser jeg deler? Men hvad ville andre gøre? Jeg har jo set andre dele alt, helt fra virkelig
voldsomme kærestesorger til billeder af hele lejligheden til nu-er-jeg-på-ferie-billeder! Så hvad er jeg bange for? Jeg ved det ikke; det er frygten der taler.

Jeg har virkelig gået og sparket mig selv i røven i et stykke tid! Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg skal tage mig sammen
og sætte mig ned og skrive alle de indlæg jeg går og tænker over hver dag! “Lad nu være med at være i så dårligt humør” –
“kom nu op på hesten igen” – “Skriv nu på den blog, som du elsker!” og jeg kunne blive ved.
I torsdags blev jeg altså opereret, og jeg er faktisk i gang med et indlæg om operationen, for jeg vil virkelig gerne ud med
noget erfaring til alle andre og jeg vil så gerne dele min oplevelse med alle andre! Jeg blev slæbt med i sommerhus fra
torsdag – søndag. Okay… slæbt og slæbt…. jeg sagde jo selv ja og pakkede selv en kææææææmpe taske, men det er altså
4 dage uden internet! 4 dage, hvor jeg nåede at læse en hel roman, Carries Dagbog. Den er faktisk utrolig god! Jeg elsker den
bog. Når man kommer lidt over halvvejs i bogen sker der noget virkelig rørende for Carrie og en fyr hun dater (jeg vil næsten
ikke afsløre det) men jeg har prøvet det samme som hun har, jeg har følt det samme som hun gjorde, og det gjorde derfor
næsten helt ondt inde i mig også. Jeg har siddet og grint og jeg har siddet og følt hvad hun har, jeg glæder mig virkelig til at
gå i gang med 2’eren. Jeg håber den er lige så god, for 1’eren var virkelig en bog hvor man liiiige skulle læse ét kapitel mere.

 Anyway. Her sidder jeg så, skriver igen. Det er skønt! Jeg håber I synes det er lige så skønt 🙂

Først vil jeg lige sige undskyld at jeg ikke er så meget på bloggen for tiden – men jer der følger med, ved jo hvorfor! Jeg har det så underligt, og har faktisk næsten ikke været i lejligheden…. Jeg prøver lidt at komme uden om og undgå den lidt. Jeg ved ikke hvorfor, for hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke så ked af det som jeg har været i et par måneder! Jeg har det meget bedre og prøver bare at komme videre for mig selv. Alligevel har jeg mest været hos familie eller venner hele tiden – men det skal nok blive bedre, snart.

For et par måneder siden besluttede jeg at ringe til hospitalet igen, fordi jeg følte min tatovering stadig generede mig, selvom jeg havde fået fjernet det meste af den. Jeg kom ind til en samtale hos min læge og han kiggede, tog billeder og vi snakkede. Jeg fortalte ham, hvor irriteret tatoveringen stadig gjorde mig, hvordan den kløede og brændte når jeg var i bad og hvordan jeg virkelig prøvede at kæmpe imod for ikke at skulle kradse og klø i den. Vi tog rimelig hurtigt beslutningen om, at jeg skulle ind og opereres igen og have skrællet mere af huden af! (Ved det lyder klamt, men det er jo sådan det foregår) Han fortalte mig, at jeg skulle regne med at ville få en tid i slutningen af september, dvs. kun en måned til – og jeg var så glad for at det kunne gå så hurtigt. Men så fik jeg brevet med en tid: d. 31. oktober 2013, kl. 10.00….. d. 31. oktober 2013, kl. 10.00… Jeg læste det igen og igen og blev i starten ret sur over, at der nu skulle gå så længe, da jeg havde fået noget helt andet af vide. Men her står jeg, lige om lidt skal jeg opereres, jeg synes der var så lang tid til men lige om lidt er det d. 31. oktober! Og faktisk er det gået virkelig stærkt.

I det hele taget skal jeg være pisse glad for, at kunne tage ind på et hospital som man bare kan i Danmark. Hvad skulle jeg har gjort, hvis jeg ikke var i Danmark? hvis jeg skulle betale for alt? For lægernes løn, operationen, konsultationerne, forbindingerne, medicinen alt muligt? Det ville jeg da slet ikke have haft penge til? og hvis jeg ikke engang havde penge til det? Hvad ville der være sket med mit ben? Havde jeg fået betændelse nok til at skulle indlægges? Hvad skulle der ske? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg kan på ingen måde tillade mig at være det mindste utilfreds over alt det her. I første omgang, var det jo mig selv der valgte at få denne tatovering, en tatovering som jeg godt nok havde tænkt over virkelig længe, men alligevel ikke klog nok til at tænke; der er altså nogle mennesker der ikke kan tåle det her! Men hvem tænker sådan, når man er 18 år? Jeg bliver ved og ved med at tænke over, hvor forkert det er og hvor meget jeg fortryder at have fået den. Men hvem kunne have forudset dette komme? – ingen!
Jeg kan gå resten af livet og bekymre mig over hver eneste ting. Tør jeg gøre dette? Hvad nu hvis? bla bla bla…. Og når jeg læser dette igennem, kan jeg virkelig se hvor meget jeg vrøvler lige nu, men alle mine tanker er simpelthen op og ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om min egen tatovering, jeg ved ikke om jeg skal fortryde eller ej. For et eller andet sted, gør jeg begge dele. Jeg har bare været skide uheldig lige med dette! Og alligevel vil  jeg bare sige at jeg samtidig er heldig! Uden hospitalet og operationen ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre? Jeg er pisse heldig at jeg bare lige kan få en operation, fordi jeg faktisk har været dum at få en tatovering uden at tænke over konsekvenserne. Jeg er heldig fordi min slog ud og var dum helt fra start, jeg er heldig fordi andre går med deres tatoveringer i mange år, og lige pludselig er det bare for sent. Så uanset hvad jeg tænker og hvor forvirret jeg bliver: Jeg vil blive ved med at se mig selv som heldig. <3

Jeg kan lige så godt sige det som det er! Mit liv kører ikke på skinner lige nu. Jeg vil være ærlig og fortælle, at grunden til jeg er så dårlig til at blogge for tiden er, at jeg kørte galt i tirsdags i min mormors bil og har været ret rystet over dette. Mo og jeg er desværre gået fra hinanden i lørdags og selvom vi er blevet enige om det – er det stadig virkelig svært for mig! Jeg er så ked af det, og har brugt det meste af lørdagen og søndagen på at græde! Mo og jeg har siden vi er flyttet sammen bare blevet mere og mere venner. Jeg tror vi begge har glemt, at ‘selvom vi bor sammen, betød det ikke at vi sås stadig’ Vi glemte lidt at bevare den der hygge og den der kæreste-tid, som man stadig har behov for, når man flytter sammen. I lørdags tog vi så en snak for alvor, og talte om at: der er ingen grund til, at vi bliver ved med at bo sammen når vi ikke helt mener de samme ting og ikke helt tænker de samme tanker. Vi er vidst lidt enige om, at jeg nok var meget mere klar til at flytte sammen end han var! Jeg tænkte jeg var nødt til at tage denne snak nu inden vi kunne blive uvenner, hvis vi bliver ved med at give det chancer og så til sidst må gå fra hinanden som fjender. Men det er så hårdt alligevel! Jeg er pisse ked af det og synes det er så uoverskueligt. Det er mit første sådan helt rigtige forhold, som ellers snart ville have varet i 2 år – officielt, og så nok et år mere, hvor vi ikke kaldte os for kærester.. Det er så sørgeligt og så ensomt lige nu – en masse af den tryghed vi havde skabt sammen i vores lejlighed er forsvundet. Det er meget mere tomt nu hvor han ikke er her…Alligevel har gået med disse tanker i 2 måneder, hvor jeg har prøvet at give det en ekstra chance. Det er jo ikke en nem beslutning og det er ikke noget man bare lige gør og når det først er gjort; kan man jo ikke bare lige tage det tilbage, hvis man fortryder! Det er jo 2 år af vores forhold, en masse minder og mere, som jeg pludselig skal lægge bag mig og starte op på et nyt kapitel, alene. Jeg skal pludselig til at vænne mig til at sove alene, vænne mig til at gøre så mange andre ting alene og vænne mig til ikke at skulle skrive fødselsdags- og julehilsner og alt andet fra mig; kun mig – og ikke fra os begge. Jeg savner ham og jeg savner virkelig at han er der. Jeg savner hans duft og jeg savner at kunne få et dejligt og varmt kram. Det er altså underligt og selvom det hele står klart, føles det ikke helt virkeligt at vi ikke er sammen mere. Jeg er helt nede, selvom jeg ved at det nok er det bedste for os begge i sidste ende.. Det er jo ikke fordi jeg er stoppet med at holde af ham og elske ham – på ingen måde. Vi er bare ved at vokse hver vores vej, en udvikling som jeg hverken kan eller vil stoppe. Jeg vil hverken forhindre mig selv eller ham I, at udvikle os, som skæbnen synes og som vores uddannelser mener vi skal. Vi har brug for at være os selv begge to. Men jeg vil nu altid elske ham alligevel!

Jeg håber I har en forståelse for, at jeg lige er nødt til at finde mig selv. At der nok ikke lige vil være et nyt indlæg hver dag.
TAK <3