Lige om lidt..

Først vil jeg lige sige undskyld at jeg ikke er så meget på bloggen for tiden – men jer der følger med, ved jo hvorfor! Jeg har det så underligt, og har faktisk næsten ikke været i lejligheden…. Jeg prøver lidt at komme uden om og undgå den lidt. Jeg ved ikke hvorfor, for hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke så ked af det som jeg har været i et par måneder! Jeg har det meget bedre og prøver bare at komme videre for mig selv. Alligevel har jeg mest været hos familie eller venner hele tiden – men det skal nok blive bedre, snart.

For et par måneder siden besluttede jeg at ringe til hospitalet igen, fordi jeg følte min tatovering stadig generede mig, selvom jeg havde fået fjernet det meste af den. Jeg kom ind til en samtale hos min læge og han kiggede, tog billeder og vi snakkede. Jeg fortalte ham, hvor irriteret tatoveringen stadig gjorde mig, hvordan den kløede og brændte når jeg var i bad og hvordan jeg virkelig prøvede at kæmpe imod for ikke at skulle kradse og klø i den. Vi tog rimelig hurtigt beslutningen om, at jeg skulle ind og opereres igen og have skrællet mere af huden af! (Ved det lyder klamt, men det er jo sådan det foregår) Han fortalte mig, at jeg skulle regne med at ville få en tid i slutningen af september, dvs. kun en måned til – og jeg var så glad for at det kunne gå så hurtigt. Men så fik jeg brevet med en tid: d. 31. oktober 2013, kl. 10.00….. d. 31. oktober 2013, kl. 10.00… Jeg læste det igen og igen og blev i starten ret sur over, at der nu skulle gå så længe, da jeg havde fået noget helt andet af vide. Men her står jeg, lige om lidt skal jeg opereres, jeg synes der var så lang tid til men lige om lidt er det d. 31. oktober! Og faktisk er det gået virkelig stærkt.

I det hele taget skal jeg være pisse glad for, at kunne tage ind på et hospital som man bare kan i Danmark. Hvad skulle jeg har gjort, hvis jeg ikke var i Danmark? hvis jeg skulle betale for alt? For lægernes løn, operationen, konsultationerne, forbindingerne, medicinen alt muligt? Det ville jeg da slet ikke have haft penge til? og hvis jeg ikke engang havde penge til det? Hvad ville der være sket med mit ben? Havde jeg fået betændelse nok til at skulle indlægges? Hvad skulle der ske? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg kan på ingen måde tillade mig at være det mindste utilfreds over alt det her. I første omgang, var det jo mig selv der valgte at få denne tatovering, en tatovering som jeg godt nok havde tænkt over virkelig længe, men alligevel ikke klog nok til at tænke; der er altså nogle mennesker der ikke kan tåle det her! Men hvem tænker sådan, når man er 18 år? Jeg bliver ved og ved med at tænke over, hvor forkert det er og hvor meget jeg fortryder at have fået den. Men hvem kunne have forudset dette komme? – ingen!
Jeg kan gå resten af livet og bekymre mig over hver eneste ting. Tør jeg gøre dette? Hvad nu hvis? bla bla bla…. Og når jeg læser dette igennem, kan jeg virkelig se hvor meget jeg vrøvler lige nu, men alle mine tanker er simpelthen op og ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om min egen tatovering, jeg ved ikke om jeg skal fortryde eller ej. For et eller andet sted, gør jeg begge dele. Jeg har bare været skide uheldig lige med dette! Og alligevel vil  jeg bare sige at jeg samtidig er heldig! Uden hospitalet og operationen ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre? Jeg er pisse heldig at jeg bare lige kan få en operation, fordi jeg faktisk har været dum at få en tatovering uden at tænke over konsekvenserne. Jeg er heldig fordi min slog ud og var dum helt fra start, jeg er heldig fordi andre går med deres tatoveringer i mange år, og lige pludselig er det bare for sent. Så uanset hvad jeg tænker og hvor forvirret jeg bliver: Jeg vil blive ved med at se mig selv som heldig. <3