Jeg var til mit første ‘tjek’ en uge efter operationen. Jeg blev tilset og skiftet af en sygeplejerske som var rigtig sød og rar! Jeg blev lidt dårlig da hun skulle have plastret af, men jeg havde advaret hende og sagde jeg bare ville læne mig tilbage på briksen hvis det var. Hun spurgte mig flere gange undervejs hvordan jeg havde det og spurgte ind til min tatovering og historien bag og så videre – det hjalp mig med at tænke på noget lidt andet end det klamme sår!
Da hun havde pillet plasteret af og gik ud og ville kalde efter min læge fik jeg selv lige kigget – det så jo slet ikke slemt ud? Der var lidt snavs der sad fast i såret, dette fjernede sygeplejersken med en pincet, og dér fik jeg det dårligt. føj for den lede! Selvom jeg ikke kiggede på det, fik jeg den der kæmpe klump i halsen og blev fuldstændig bleg i ansigtet, jeg måtte helt sikker lægge mig ned!

^ 8.11.2013 – Sådan så det ud, da jeg fik skiftet det på hospitalet.

Min læge kom og tilså såret og sagde det så rigtig fint ud. Det var virkelig dejligt for mig at høre, da jeg sidste omgang havde betændelse i såret næsten med det samme. De spurgte mig, hvordan jeg ville have det med at skifte det selv 2 gange om ugen de næste 3 uger, og det gik jeg selvfølgelig med til.
Jeg har indtil videre fået skiftet det to gange selv, og jeg må indrømme jeg selv synes jeg har klaret det overraskende godt. Jeg har ikke fået det dårligt på samme måde, men har da måtte holde mine pauser 🙂

^ 12.11.2013 – Sådan så det ud, da jeg skiftede det første gang selv.

Da jeg skulle skifte det her i lørdags, blev jeg ret bekymret, da jeg synes der var lidt for meget gult væske – jeg har i dag ringet til hospitalet og skal heldigvis tilses af en sygeplejerske i morgen tidlig – men jeg tigger og beder virkelig om, at der ikke er betændelse i…. det orker jeg virkelig ikke!
Sådan så det ud:

Som I har læst tidligere (og ellers kan læse ved at trykke HER), har jeg et par gange fortalt jer om min tatovering. Hvilke problemer jeg har haft med den, og at jeg har måtte tage på hospitalet for at få fjernet noget af den – bogstavelig talt, for at få skrællet noget af huden af! Jeg har også lovet at komme med en lille update, efter min operation sidste torsdag (31.10.13) – jeg ved godt jeg er lidt forsinket med inlægget, men det er altså fordi jeg har skrevet lidt på det, holdt lidt pause og skrevet igen, læst det igennem en masse gange og skrevet nogle ting om igen. Jeg håber det kan blive perfekt! Så her kommer det altså.

// FØR I læser videre, vil jeg bare lige fortælle, at jeg altså har valgt at lægge billeder ind fra operationen – så der kan altså godt komme et par blod billeder. Jeg synes ikke selv det er slemt… Men så er I lige advaret ;o) //

Operationen og derefter

Den 1. december 2013 er det 2 år siden, jeg var igennem første operation, en operation jeg havde set være den eneste. Men dette kom ikke til at ske, nej. Torsdag den 31. oktober 2013, skete det så igen. Jeg mødte ind på Bispebjerg Hospital kl. 10.00 hvor jeg blev taget imod sygeplejersken. Hun fortalte mig, at jeg lige måtte vente 10-15 minutter endnu, da de var i færd med at gøre rummet klar til jeg skulle der hen.

Dette var altså anden gang i torsdags at jeg blev opereret.
– Men hvorfor to gange?
Desværre fordi der stadig var nok af den røde farve tilbage (som jo er den jeg ikke kan tåle) i tatoveringen til at irritere huden. Jeg prøvede ellers at ignorere i et stykke tid, at tatoveringen stadig irriterede mig – men til sidst var jeg virkelig nødt til at ringe til hospitalet, for at blive tilset igen.
– Hvorfor fjernede de så ikke bare hele tatoveringen i første omgang?
Et spørgsmå jeg har fået så mange gange nu, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at jeg har måtte igennem dette to gange. Da jeg startede med at gå til undersøgelser for ca. 2,5 år siden, var min læge altså ret sikker på, at det ville være nok at få fjernet de pink stjerner til at pigmentet ikke ville genere mig efterfølgende. 
– Er det ikke lige i overkanten at kaldet det for en ‘operation’. 
Det kan godt være det lyder så overdrevet når jeg bruger ordet ’operation’ – for i virkeligheden er det jo ikke som sådan noget indgreb i kroppen. Dét de gør er jo, at fjerne noget hud på benet. Jeg bliver hverken ’åbnet op’ og skal syes eller noget. Jeg har egentlig “bare” en dyb hudafskrabning, som selvfølgelig skal passes og plejes ordenligt, for at undgå betændelse. Men ‘operation’ er altså dét lægerne på hospitalet selv kalder det 🙂

Operationen tog cirka en time, men inden dét, brugte lægen og sygeplejersken meget tid på at gøre alt sterilt, at vaske hænder ordentligt, få ordentligt tøj på, få en blå ”hat” på osv. Under forberedelserne ringede sygeplejersken efter min læge Jørgen Serup så han kunne komme og hilse på. Det er ham jeg går til undersøgelser hos, ham der forsker inden for alt det her med tatoveringer og tatoveringsfarver og er vidst den mest erfarne i hele verden. Jørgen kom og hilste og tog billeder undervejs. Lægerne og sygeplejersken talte om en stor konference som snart skal holdes i Danmark, som de skal deltage i. Han ville bruge nogle eksempler og jeg sagde at han selvfølgelig var mere end velkommen til at bruge billederne – det er jo trods alt, ham der er skyld i, at jeg ender med et ”raskt” ben (hvis man altså kan sige sådan..)
Men gjorde det ikke ondt? Jeg blev lokalbedøvet hele vejen ned langs tatoveringen. Jeg tror han bedøvede omkring 20-25 steder, for at sikre sig, at jeg ikke kunne mærke noget overhovedet. Jeg havde virkelig glemt hvor ondt det gjorde. I forvejen er jeg ikke synderlig begejstret for nåle, og både tanken om at han er i gang med at stikke en nål ned i huden på mig samt smerten, var forfærdelig. Min mor var med mig, så hun holdt mig i hånden mens hun flere gange bad mig trække vejret helt ned i maven.

Det er muligt jeg var bedøvet i benet og det snurrede i mine tæer. Men jeg var ikke bedøvet på øverste etage. Der var så mange tanker der løb igennem hovedet på mig under operationen. Selvom jeg ikke kunne mærke noget i benet, lå jeg bare og ventede på det ville gøre ondt på et eller andet tidspunkt alligevel. Det var så underligt. Tanken om at man ligger vågen imens nogen er i færd med at skære i én. Jeg synes stadig det er mærkeligt at tænke tilbage på. Dét der med, at man ligger og er helt vågen, man snakker og man kigger lige lidt på telefonen imens nogen skærer noget hud af mit ben. Jeg kunne intet se selv, der blev sat en stang op på sengen med noget papir over. Jeg bad faktisk selv om det, så jeg ikke ville få det skidt. Jeg skal jo dårligt nok se en dråbe blod før jeg kunne vælte om 🙂
Efter operationen blev jeg ‘vasket’ af så alt blod blev fjernet. Jeg blev pakket godt ind i en gage og med noget forbinding. Mor og jeg kørte direkte ud og besøgte min stedfar på hans arbejde og derefter kørte vi hjem til min mor for at vente på min stedfar fik fri. Jeg havde fået to sygedage fra arbejdet, så jeg kunne holde benet i ro, og derfor besluttede jeg mig at tage med mine forældre i sommerhus fra torsdag – søndag.
Jeg sad jo oppe i sommerhuset da bedøvelsen begyndte at forsvinde. Smerterne var virkelig store. Hold KÆFT hvor gjorde det ondt, jeg havde mest af alt lyst til at hive det hele af og kaste langt væk! Det brændte, det sveg og det dunkede virkelig meget. Jeg kunne virkelig ikke bevæge benet og på ingen måde støtte på det. Jeg var så tæt på tårer! Jeg fik nogle stærke smertestillende og blev ellers lagt i seng tidligt.

Gagen blev skiftet

Om lørdagen tog jeg den hvide sok af, som jeg havde over benet samt forbindingen, som sad i mellem det ene og andet lag af sokken. Ja det er jo egentlig ikke nogen sok, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det hedder i læge-sprog! Jeg skulle i bad, så jeg var jo nødt til at have al forbinding af, for at kunne blive pakket ind i en plastikpose til at komme i bad. Da jeg tog forbindingen af, blev jeg næsten helt forskrækket af al den væske og al det blod. Jeg havde fået noget nyt gage med hjem, hvis det nu blev nødvendigt – så det troede jeg det var fordi det så sådan ud. Jeg fik benet i en balje med vand og så gik jeg ellers i gang med at hælde vand og hælde vand og hælde vand på! Jeg tog plastret langsomt af og på et tidspunkt fik jeg det vildt skidt og måtte lige tage en pause. Mor hentede en sodavand til mig, så jeg lige kunne få noget sukker i blodet. Jeg følte det hjalp, men kun meget lidt. Men jeg klarede det altså til sidst. (med hjælp fra mor og mormor…)

Gagen blev skiftet – igen…

Allerede mandag var jeg bekymret igen da såret havde væsket en hel del. Jeg gik rimelig meget i panik og ringede faktisk op til min egen læge tirsdag morgen, i håb om at de kunne kigge på såret. Jeg fik en tid hurtigt og tog af-stig-af-sted og fik skiftet gagen.

Tid til tjek på hospitalet

Fredag d. 8/11 skulle jeg til tjek på hospitalet og have skiftet gagen af en sygeplejerske. Både sygeplejersken og min læge Jørgen, sagde at såret så virkelig fint ud. De spurgte mig om jeg havde mod på selv at skifte plastret og forbindingen de næste 3 uger, hvilket jeg svarede ja til. Jeg havde jo prøvet det tidligere fra min sidste operation, så tænkte at jeg sagtens kunne skifte plastret igen. Min næste tid er derfor først d. 3/12 og i mellemtiden har jeg fået en overlevelseskasse med alle de forbindinger, plastre og det hele jeg skal bruge.
Nå ja, og så skal jeg selvfølgelig ringe til hospitalet, hvis jeg synes der kommer problemer med såret. Jeg håber det bliver godt – at de giver mig lov til at skifte plaster så tidligt efter operationen er heldigvis et godt tegn. Så jeg håber det fortsætter med alt det gode og forløbet her, bare kommer til at gå stærkt 🙂

Tak fordi I ville læse med – jeg kommer selvfølgelig med flere opdateringer undervejs 🙂

I dag har været en lidt underlig dag. Ikke fordi den har været dårlig på nogen måde, jeg har hygget mig! Men i dag ville have været Mo’s og min 2 års dag. Det er underligt og trist at tænke på. Jeg savner ham ikke rigtig, jeg savner det vi havde sammen dengang vi var forelskede og jeg savner den tryghed der var når vi var sammen.
Jeg overlevede dagen. Mine dage bliver bedre og bedre. Jeg bliver bedre til at klare mig alene. Ikke fordi jeg ikke kunne det før, men det kan bare være superenormt kedeligt at tage hjem til en mørk og tom lejlighed. Det er super kedeligt at skulle gå alene i seng. Men jeg vænner mig til det! Jeg ville vildt gerne have en hund eller kat som jeg kunne komme hjem til, men da jeg ikke ved hvilken lejlighed jeg får tilbudt næste gang – kan jeg ikke bare tage stilling til dét nu.
Jeg håber I har haft en dejlig dag!
KNUS

Jep… Dagens projekt i dag er altså at komme i bad. Som I nok kan gætte, er jeg rimelig
handicappet for tiden. Jeg har en forbinding på som går helt op til knæet, forbindingen
kan godt tages af, men inden under er der en gage, som er noget vat-agtigt-noget med et
slags gennemsigtigt klistermærke ud over som holder det hele fast. Ingen af delene må
komme i kontakt med vand, rimelig irriterende og besværligt at gå i bad. Og så prøv
forestil jer lige hvor sure tæer jeg har på venstre fod pt! haha! Mit projekt når jeg går i
bad er altså at tage en skraldepose på benet, tape fast så den er ‘vand-sikker’… Alligevel
når jeg står i badet, er jeg bange for at der kommer vand i posen alligevel, så hver gang
jeg er i bad, står jeg lidt akavet, lidt på et ben, men jeg vasker hår og mens jeg prøver at
sørge for der ikke kommer al for meget vand på det handicappede ben! Det er på ingen
måde let! Hvis jeg havde en stol der kunne tåle vand, havde jeg sgu sat mig ned og badet
mens jeg havde benet ude på den anden side af bruseforhænget…. På den anden side;
det lyder da mindst lige så besværligt! Men morsomt er det lidt, i hvert fald de billeder
jeg kan se af mig selv sidde dér med benet ude og prøver at vaske hår…  🙂
Ååååh jeg glæder mig til jeg slipper for denne gage. 🙂

Jeg kan lige så godt sige det som det er! Mit liv kører ikke på skinner lige nu. Jeg vil være ærlig og fortælle, at grunden til jeg er så dårlig til at blogge for tiden er, at jeg kørte galt i tirsdags i min mormors bil og har været ret rystet over dette. Mo og jeg er desværre gået fra hinanden i lørdags og selvom vi er blevet enige om det – er det stadig virkelig svært for mig! Jeg er så ked af det, og har brugt det meste af lørdagen og søndagen på at græde! Mo og jeg har siden vi er flyttet sammen bare blevet mere og mere venner. Jeg tror vi begge har glemt, at ‘selvom vi bor sammen, betød det ikke at vi sås stadig’ Vi glemte lidt at bevare den der hygge og den der kæreste-tid, som man stadig har behov for, når man flytter sammen. I lørdags tog vi så en snak for alvor, og talte om at: der er ingen grund til, at vi bliver ved med at bo sammen når vi ikke helt mener de samme ting og ikke helt tænker de samme tanker. Vi er vidst lidt enige om, at jeg nok var meget mere klar til at flytte sammen end han var! Jeg tænkte jeg var nødt til at tage denne snak nu inden vi kunne blive uvenner, hvis vi bliver ved med at give det chancer og så til sidst må gå fra hinanden som fjender. Men det er så hårdt alligevel! Jeg er pisse ked af det og synes det er så uoverskueligt. Det er mit første sådan helt rigtige forhold, som ellers snart ville have varet i 2 år – officielt, og så nok et år mere, hvor vi ikke kaldte os for kærester.. Det er så sørgeligt og så ensomt lige nu – en masse af den tryghed vi havde skabt sammen i vores lejlighed er forsvundet. Det er meget mere tomt nu hvor han ikke er her…Alligevel har gået med disse tanker i 2 måneder, hvor jeg har prøvet at give det en ekstra chance. Det er jo ikke en nem beslutning og det er ikke noget man bare lige gør og når det først er gjort; kan man jo ikke bare lige tage det tilbage, hvis man fortryder! Det er jo 2 år af vores forhold, en masse minder og mere, som jeg pludselig skal lægge bag mig og starte op på et nyt kapitel, alene. Jeg skal pludselig til at vænne mig til at sove alene, vænne mig til at gøre så mange andre ting alene og vænne mig til ikke at skulle skrive fødselsdags- og julehilsner og alt andet fra mig; kun mig – og ikke fra os begge. Jeg savner ham og jeg savner virkelig at han er der. Jeg savner hans duft og jeg savner at kunne få et dejligt og varmt kram. Det er altså underligt og selvom det hele står klart, føles det ikke helt virkeligt at vi ikke er sammen mere. Jeg er helt nede, selvom jeg ved at det nok er det bedste for os begge i sidste ende.. Det er jo ikke fordi jeg er stoppet med at holde af ham og elske ham – på ingen måde. Vi er bare ved at vokse hver vores vej, en udvikling som jeg hverken kan eller vil stoppe. Jeg vil hverken forhindre mig selv eller ham I, at udvikle os, som skæbnen synes og som vores uddannelser mener vi skal. Vi har brug for at være os selv begge to. Men jeg vil nu altid elske ham alligevel!

Jeg håber I har en forståelse for, at jeg lige er nødt til at finde mig selv. At der nok ikke lige vil være et nyt indlæg hver dag.
TAK <3