Har jeg fået vist jer min tatovering på ryggen? Ikke så vidt jeg husker….
Min anden men også tredje tatovering – hvordan det?
Det startede faktisk med at min bedste veninde Michelle og jeg “bare” fik skrevet hvert vores navn i nakken. Og det var egentlig en fødselsdagsgave fra hende til mig. Jeg havde den i et halvt år før jeg begyndte at fortryde den virkelig meget! Det gik mere og mere op for mig, hvor dumt det var at rende rundt med sit navn i nakken, og tro mig, jeg var ikke den eneste der synes det. Hold op hvor blev man bare hakket ned på, med dumme kommentarer fra folk. Det var også meget med til, at jeg fortrød den! Jeg prøvede at skrive ind til en tatovørforretning, over facebook, om de kunne dække den over. Men jeg var så nervøs for det ville blive mega grimt, så jeg gik med nogle overvejelser om, hvad der så kunne ske med den. Jeg tegnede en masse tegninger til hvordan det kunne se ud, og i dag er jeg altså endt med dette…. Hvad synes I ?
Jeg er i hvert fald endt med at være rigtig glad for den.

Jeg var til mit første ‘tjek’ en uge efter operationen. Jeg blev tilset og skiftet af en sygeplejerske som var rigtig sød og rar! Jeg blev lidt dårlig da hun skulle have plastret af, men jeg havde advaret hende og sagde jeg bare ville læne mig tilbage på briksen hvis det var. Hun spurgte mig flere gange undervejs hvordan jeg havde det og spurgte ind til min tatovering og historien bag og så videre – det hjalp mig med at tænke på noget lidt andet end det klamme sår!
Da hun havde pillet plasteret af og gik ud og ville kalde efter min læge fik jeg selv lige kigget – det så jo slet ikke slemt ud? Der var lidt snavs der sad fast i såret, dette fjernede sygeplejersken med en pincet, og dér fik jeg det dårligt. føj for den lede! Selvom jeg ikke kiggede på det, fik jeg den der kæmpe klump i halsen og blev fuldstændig bleg i ansigtet, jeg måtte helt sikker lægge mig ned!

^ 8.11.2013 – Sådan så det ud, da jeg fik skiftet det på hospitalet.

Min læge kom og tilså såret og sagde det så rigtig fint ud. Det var virkelig dejligt for mig at høre, da jeg sidste omgang havde betændelse i såret næsten med det samme. De spurgte mig, hvordan jeg ville have det med at skifte det selv 2 gange om ugen de næste 3 uger, og det gik jeg selvfølgelig med til.
Jeg har indtil videre fået skiftet det to gange selv, og jeg må indrømme jeg selv synes jeg har klaret det overraskende godt. Jeg har ikke fået det dårligt på samme måde, men har da måtte holde mine pauser 🙂

^ 12.11.2013 – Sådan så det ud, da jeg skiftede det første gang selv.

Da jeg skulle skifte det her i lørdags, blev jeg ret bekymret, da jeg synes der var lidt for meget gult væske – jeg har i dag ringet til hospitalet og skal heldigvis tilses af en sygeplejerske i morgen tidlig – men jeg tigger og beder virkelig om, at der ikke er betændelse i…. det orker jeg virkelig ikke!
Sådan så det ud:

Som I har læst tidligere (og ellers kan læse ved at trykke HER), har jeg et par gange fortalt jer om min tatovering. Hvilke problemer jeg har haft med den, og at jeg har måtte tage på hospitalet for at få fjernet noget af den – bogstavelig talt, for at få skrællet noget af huden af! Jeg har også lovet at komme med en lille update, efter min operation sidste torsdag (31.10.13) – jeg ved godt jeg er lidt forsinket med inlægget, men det er altså fordi jeg har skrevet lidt på det, holdt lidt pause og skrevet igen, læst det igennem en masse gange og skrevet nogle ting om igen. Jeg håber det kan blive perfekt! Så her kommer det altså.

// FØR I læser videre, vil jeg bare lige fortælle, at jeg altså har valgt at lægge billeder ind fra operationen – så der kan altså godt komme et par blod billeder. Jeg synes ikke selv det er slemt… Men så er I lige advaret ;o) //

Operationen og derefter

Den 1. december 2013 er det 2 år siden, jeg var igennem første operation, en operation jeg havde set være den eneste. Men dette kom ikke til at ske, nej. Torsdag den 31. oktober 2013, skete det så igen. Jeg mødte ind på Bispebjerg Hospital kl. 10.00 hvor jeg blev taget imod sygeplejersken. Hun fortalte mig, at jeg lige måtte vente 10-15 minutter endnu, da de var i færd med at gøre rummet klar til jeg skulle der hen.

Dette var altså anden gang i torsdags at jeg blev opereret.
– Men hvorfor to gange?
Desværre fordi der stadig var nok af den røde farve tilbage (som jo er den jeg ikke kan tåle) i tatoveringen til at irritere huden. Jeg prøvede ellers at ignorere i et stykke tid, at tatoveringen stadig irriterede mig – men til sidst var jeg virkelig nødt til at ringe til hospitalet, for at blive tilset igen.
– Hvorfor fjernede de så ikke bare hele tatoveringen i første omgang?
Et spørgsmå jeg har fået så mange gange nu, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at jeg har måtte igennem dette to gange. Da jeg startede med at gå til undersøgelser for ca. 2,5 år siden, var min læge altså ret sikker på, at det ville være nok at få fjernet de pink stjerner til at pigmentet ikke ville genere mig efterfølgende. 
– Er det ikke lige i overkanten at kaldet det for en ‘operation’. 
Det kan godt være det lyder så overdrevet når jeg bruger ordet ’operation’ – for i virkeligheden er det jo ikke som sådan noget indgreb i kroppen. Dét de gør er jo, at fjerne noget hud på benet. Jeg bliver hverken ’åbnet op’ og skal syes eller noget. Jeg har egentlig “bare” en dyb hudafskrabning, som selvfølgelig skal passes og plejes ordenligt, for at undgå betændelse. Men ‘operation’ er altså dét lægerne på hospitalet selv kalder det 🙂

Operationen tog cirka en time, men inden dét, brugte lægen og sygeplejersken meget tid på at gøre alt sterilt, at vaske hænder ordentligt, få ordentligt tøj på, få en blå ”hat” på osv. Under forberedelserne ringede sygeplejersken efter min læge Jørgen Serup så han kunne komme og hilse på. Det er ham jeg går til undersøgelser hos, ham der forsker inden for alt det her med tatoveringer og tatoveringsfarver og er vidst den mest erfarne i hele verden. Jørgen kom og hilste og tog billeder undervejs. Lægerne og sygeplejersken talte om en stor konference som snart skal holdes i Danmark, som de skal deltage i. Han ville bruge nogle eksempler og jeg sagde at han selvfølgelig var mere end velkommen til at bruge billederne – det er jo trods alt, ham der er skyld i, at jeg ender med et ”raskt” ben (hvis man altså kan sige sådan..)
Men gjorde det ikke ondt? Jeg blev lokalbedøvet hele vejen ned langs tatoveringen. Jeg tror han bedøvede omkring 20-25 steder, for at sikre sig, at jeg ikke kunne mærke noget overhovedet. Jeg havde virkelig glemt hvor ondt det gjorde. I forvejen er jeg ikke synderlig begejstret for nåle, og både tanken om at han er i gang med at stikke en nål ned i huden på mig samt smerten, var forfærdelig. Min mor var med mig, så hun holdt mig i hånden mens hun flere gange bad mig trække vejret helt ned i maven.

Det er muligt jeg var bedøvet i benet og det snurrede i mine tæer. Men jeg var ikke bedøvet på øverste etage. Der var så mange tanker der løb igennem hovedet på mig under operationen. Selvom jeg ikke kunne mærke noget i benet, lå jeg bare og ventede på det ville gøre ondt på et eller andet tidspunkt alligevel. Det var så underligt. Tanken om at man ligger vågen imens nogen er i færd med at skære i én. Jeg synes stadig det er mærkeligt at tænke tilbage på. Dét der med, at man ligger og er helt vågen, man snakker og man kigger lige lidt på telefonen imens nogen skærer noget hud af mit ben. Jeg kunne intet se selv, der blev sat en stang op på sengen med noget papir over. Jeg bad faktisk selv om det, så jeg ikke ville få det skidt. Jeg skal jo dårligt nok se en dråbe blod før jeg kunne vælte om 🙂
Efter operationen blev jeg ‘vasket’ af så alt blod blev fjernet. Jeg blev pakket godt ind i en gage og med noget forbinding. Mor og jeg kørte direkte ud og besøgte min stedfar på hans arbejde og derefter kørte vi hjem til min mor for at vente på min stedfar fik fri. Jeg havde fået to sygedage fra arbejdet, så jeg kunne holde benet i ro, og derfor besluttede jeg mig at tage med mine forældre i sommerhus fra torsdag – søndag.
Jeg sad jo oppe i sommerhuset da bedøvelsen begyndte at forsvinde. Smerterne var virkelig store. Hold KÆFT hvor gjorde det ondt, jeg havde mest af alt lyst til at hive det hele af og kaste langt væk! Det brændte, det sveg og det dunkede virkelig meget. Jeg kunne virkelig ikke bevæge benet og på ingen måde støtte på det. Jeg var så tæt på tårer! Jeg fik nogle stærke smertestillende og blev ellers lagt i seng tidligt.

Gagen blev skiftet

Om lørdagen tog jeg den hvide sok af, som jeg havde over benet samt forbindingen, som sad i mellem det ene og andet lag af sokken. Ja det er jo egentlig ikke nogen sok, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det hedder i læge-sprog! Jeg skulle i bad, så jeg var jo nødt til at have al forbinding af, for at kunne blive pakket ind i en plastikpose til at komme i bad. Da jeg tog forbindingen af, blev jeg næsten helt forskrækket af al den væske og al det blod. Jeg havde fået noget nyt gage med hjem, hvis det nu blev nødvendigt – så det troede jeg det var fordi det så sådan ud. Jeg fik benet i en balje med vand og så gik jeg ellers i gang med at hælde vand og hælde vand og hælde vand på! Jeg tog plastret langsomt af og på et tidspunkt fik jeg det vildt skidt og måtte lige tage en pause. Mor hentede en sodavand til mig, så jeg lige kunne få noget sukker i blodet. Jeg følte det hjalp, men kun meget lidt. Men jeg klarede det altså til sidst. (med hjælp fra mor og mormor…)

Gagen blev skiftet – igen…

Allerede mandag var jeg bekymret igen da såret havde væsket en hel del. Jeg gik rimelig meget i panik og ringede faktisk op til min egen læge tirsdag morgen, i håb om at de kunne kigge på såret. Jeg fik en tid hurtigt og tog af-stig-af-sted og fik skiftet gagen.

Tid til tjek på hospitalet

Fredag d. 8/11 skulle jeg til tjek på hospitalet og have skiftet gagen af en sygeplejerske. Både sygeplejersken og min læge Jørgen, sagde at såret så virkelig fint ud. De spurgte mig om jeg havde mod på selv at skifte plastret og forbindingen de næste 3 uger, hvilket jeg svarede ja til. Jeg havde jo prøvet det tidligere fra min sidste operation, så tænkte at jeg sagtens kunne skifte plastret igen. Min næste tid er derfor først d. 3/12 og i mellemtiden har jeg fået en overlevelseskasse med alle de forbindinger, plastre og det hele jeg skal bruge.
Nå ja, og så skal jeg selvfølgelig ringe til hospitalet, hvis jeg synes der kommer problemer med såret. Jeg håber det bliver godt – at de giver mig lov til at skifte plaster så tidligt efter operationen er heldigvis et godt tegn. Så jeg håber det fortsætter med alt det gode og forløbet her, bare kommer til at gå stærkt 🙂

Tak fordi I ville læse med – jeg kommer selvfølgelig med flere opdateringer undervejs 🙂

Jep… Dagens projekt i dag er altså at komme i bad. Som I nok kan gætte, er jeg rimelig
handicappet for tiden. Jeg har en forbinding på som går helt op til knæet, forbindingen
kan godt tages af, men inden under er der en gage, som er noget vat-agtigt-noget med et
slags gennemsigtigt klistermærke ud over som holder det hele fast. Ingen af delene må
komme i kontakt med vand, rimelig irriterende og besværligt at gå i bad. Og så prøv
forestil jer lige hvor sure tæer jeg har på venstre fod pt! haha! Mit projekt når jeg går i
bad er altså at tage en skraldepose på benet, tape fast så den er ‘vand-sikker’… Alligevel
når jeg står i badet, er jeg bange for at der kommer vand i posen alligevel, så hver gang
jeg er i bad, står jeg lidt akavet, lidt på et ben, men jeg vasker hår og mens jeg prøver at
sørge for der ikke kommer al for meget vand på det handicappede ben! Det er på ingen
måde let! Hvis jeg havde en stol der kunne tåle vand, havde jeg sgu sat mig ned og badet
mens jeg havde benet ude på den anden side af bruseforhænget…. På den anden side;
det lyder da mindst lige så besværligt! Men morsomt er det lidt, i hvert fald de billeder
jeg kan se af mig selv sidde dér med benet ude og prøver at vaske hår…  🙂
Ååååh jeg glæder mig til jeg slipper for denne gage. 🙂

Først vil jeg lige sige undskyld at jeg ikke er så meget på bloggen for tiden – men jer der følger med, ved jo hvorfor! Jeg har det så underligt, og har faktisk næsten ikke været i lejligheden…. Jeg prøver lidt at komme uden om og undgå den lidt. Jeg ved ikke hvorfor, for hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke så ked af det som jeg har været i et par måneder! Jeg har det meget bedre og prøver bare at komme videre for mig selv. Alligevel har jeg mest været hos familie eller venner hele tiden – men det skal nok blive bedre, snart.

For et par måneder siden besluttede jeg at ringe til hospitalet igen, fordi jeg følte min tatovering stadig generede mig, selvom jeg havde fået fjernet det meste af den. Jeg kom ind til en samtale hos min læge og han kiggede, tog billeder og vi snakkede. Jeg fortalte ham, hvor irriteret tatoveringen stadig gjorde mig, hvordan den kløede og brændte når jeg var i bad og hvordan jeg virkelig prøvede at kæmpe imod for ikke at skulle kradse og klø i den. Vi tog rimelig hurtigt beslutningen om, at jeg skulle ind og opereres igen og have skrællet mere af huden af! (Ved det lyder klamt, men det er jo sådan det foregår) Han fortalte mig, at jeg skulle regne med at ville få en tid i slutningen af september, dvs. kun en måned til – og jeg var så glad for at det kunne gå så hurtigt. Men så fik jeg brevet med en tid: d. 31. oktober 2013, kl. 10.00….. d. 31. oktober 2013, kl. 10.00… Jeg læste det igen og igen og blev i starten ret sur over, at der nu skulle gå så længe, da jeg havde fået noget helt andet af vide. Men her står jeg, lige om lidt skal jeg opereres, jeg synes der var så lang tid til men lige om lidt er det d. 31. oktober! Og faktisk er det gået virkelig stærkt.

I det hele taget skal jeg være pisse glad for, at kunne tage ind på et hospital som man bare kan i Danmark. Hvad skulle jeg har gjort, hvis jeg ikke var i Danmark? hvis jeg skulle betale for alt? For lægernes løn, operationen, konsultationerne, forbindingerne, medicinen alt muligt? Det ville jeg da slet ikke have haft penge til? og hvis jeg ikke engang havde penge til det? Hvad ville der være sket med mit ben? Havde jeg fået betændelse nok til at skulle indlægges? Hvad skulle der ske? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg kan på ingen måde tillade mig at være det mindste utilfreds over alt det her. I første omgang, var det jo mig selv der valgte at få denne tatovering, en tatovering som jeg godt nok havde tænkt over virkelig længe, men alligevel ikke klog nok til at tænke; der er altså nogle mennesker der ikke kan tåle det her! Men hvem tænker sådan, når man er 18 år? Jeg bliver ved og ved med at tænke over, hvor forkert det er og hvor meget jeg fortryder at have fået den. Men hvem kunne have forudset dette komme? – ingen!
Jeg kan gå resten af livet og bekymre mig over hver eneste ting. Tør jeg gøre dette? Hvad nu hvis? bla bla bla…. Og når jeg læser dette igennem, kan jeg virkelig se hvor meget jeg vrøvler lige nu, men alle mine tanker er simpelthen op og ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om min egen tatovering, jeg ved ikke om jeg skal fortryde eller ej. For et eller andet sted, gør jeg begge dele. Jeg har bare været skide uheldig lige med dette! Og alligevel vil  jeg bare sige at jeg samtidig er heldig! Uden hospitalet og operationen ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre? Jeg er pisse heldig at jeg bare lige kan få en operation, fordi jeg faktisk har været dum at få en tatovering uden at tænke over konsekvenserne. Jeg er heldig fordi min slog ud og var dum helt fra start, jeg er heldig fordi andre går med deres tatoveringer i mange år, og lige pludselig er det bare for sent. Så uanset hvad jeg tænker og hvor forvirret jeg bliver: Jeg vil blive ved med at se mig selv som heldig. <3