Som I har læst tidligere (og ellers kan læse ved at trykke HER), har jeg et par gange fortalt jer om min tatovering. Hvilke problemer jeg har haft med den, og at jeg har måtte tage på hospitalet for at få fjernet noget af den – bogstavelig talt, for at få skrællet noget af huden af! Jeg har også lovet at komme med en lille update, efter min operation sidste torsdag (31.10.13) – jeg ved godt jeg er lidt forsinket med inlægget, men det er altså fordi jeg har skrevet lidt på det, holdt lidt pause og skrevet igen, læst det igennem en masse gange og skrevet nogle ting om igen. Jeg håber det kan blive perfekt! Så her kommer det altså.

// FØR I læser videre, vil jeg bare lige fortælle, at jeg altså har valgt at lægge billeder ind fra operationen – så der kan altså godt komme et par blod billeder. Jeg synes ikke selv det er slemt… Men så er I lige advaret ;o) //

Operationen og derefter

Den 1. december 2013 er det 2 år siden, jeg var igennem første operation, en operation jeg havde set være den eneste. Men dette kom ikke til at ske, nej. Torsdag den 31. oktober 2013, skete det så igen. Jeg mødte ind på Bispebjerg Hospital kl. 10.00 hvor jeg blev taget imod sygeplejersken. Hun fortalte mig, at jeg lige måtte vente 10-15 minutter endnu, da de var i færd med at gøre rummet klar til jeg skulle der hen.

Dette var altså anden gang i torsdags at jeg blev opereret.
– Men hvorfor to gange?
Desværre fordi der stadig var nok af den røde farve tilbage (som jo er den jeg ikke kan tåle) i tatoveringen til at irritere huden. Jeg prøvede ellers at ignorere i et stykke tid, at tatoveringen stadig irriterede mig – men til sidst var jeg virkelig nødt til at ringe til hospitalet, for at blive tilset igen.
– Hvorfor fjernede de så ikke bare hele tatoveringen i første omgang?
Et spørgsmå jeg har fået så mange gange nu, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at jeg har måtte igennem dette to gange. Da jeg startede med at gå til undersøgelser for ca. 2,5 år siden, var min læge altså ret sikker på, at det ville være nok at få fjernet de pink stjerner til at pigmentet ikke ville genere mig efterfølgende. 
– Er det ikke lige i overkanten at kaldet det for en ‘operation’. 
Det kan godt være det lyder så overdrevet når jeg bruger ordet ’operation’ – for i virkeligheden er det jo ikke som sådan noget indgreb i kroppen. Dét de gør er jo, at fjerne noget hud på benet. Jeg bliver hverken ’åbnet op’ og skal syes eller noget. Jeg har egentlig “bare” en dyb hudafskrabning, som selvfølgelig skal passes og plejes ordenligt, for at undgå betændelse. Men ‘operation’ er altså dét lægerne på hospitalet selv kalder det 🙂

Operationen tog cirka en time, men inden dét, brugte lægen og sygeplejersken meget tid på at gøre alt sterilt, at vaske hænder ordentligt, få ordentligt tøj på, få en blå ”hat” på osv. Under forberedelserne ringede sygeplejersken efter min læge Jørgen Serup så han kunne komme og hilse på. Det er ham jeg går til undersøgelser hos, ham der forsker inden for alt det her med tatoveringer og tatoveringsfarver og er vidst den mest erfarne i hele verden. Jørgen kom og hilste og tog billeder undervejs. Lægerne og sygeplejersken talte om en stor konference som snart skal holdes i Danmark, som de skal deltage i. Han ville bruge nogle eksempler og jeg sagde at han selvfølgelig var mere end velkommen til at bruge billederne – det er jo trods alt, ham der er skyld i, at jeg ender med et ”raskt” ben (hvis man altså kan sige sådan..)
Men gjorde det ikke ondt? Jeg blev lokalbedøvet hele vejen ned langs tatoveringen. Jeg tror han bedøvede omkring 20-25 steder, for at sikre sig, at jeg ikke kunne mærke noget overhovedet. Jeg havde virkelig glemt hvor ondt det gjorde. I forvejen er jeg ikke synderlig begejstret for nåle, og både tanken om at han er i gang med at stikke en nål ned i huden på mig samt smerten, var forfærdelig. Min mor var med mig, så hun holdt mig i hånden mens hun flere gange bad mig trække vejret helt ned i maven.

Det er muligt jeg var bedøvet i benet og det snurrede i mine tæer. Men jeg var ikke bedøvet på øverste etage. Der var så mange tanker der løb igennem hovedet på mig under operationen. Selvom jeg ikke kunne mærke noget i benet, lå jeg bare og ventede på det ville gøre ondt på et eller andet tidspunkt alligevel. Det var så underligt. Tanken om at man ligger vågen imens nogen er i færd med at skære i én. Jeg synes stadig det er mærkeligt at tænke tilbage på. Dét der med, at man ligger og er helt vågen, man snakker og man kigger lige lidt på telefonen imens nogen skærer noget hud af mit ben. Jeg kunne intet se selv, der blev sat en stang op på sengen med noget papir over. Jeg bad faktisk selv om det, så jeg ikke ville få det skidt. Jeg skal jo dårligt nok se en dråbe blod før jeg kunne vælte om 🙂
Efter operationen blev jeg ‘vasket’ af så alt blod blev fjernet. Jeg blev pakket godt ind i en gage og med noget forbinding. Mor og jeg kørte direkte ud og besøgte min stedfar på hans arbejde og derefter kørte vi hjem til min mor for at vente på min stedfar fik fri. Jeg havde fået to sygedage fra arbejdet, så jeg kunne holde benet i ro, og derfor besluttede jeg mig at tage med mine forældre i sommerhus fra torsdag – søndag.
Jeg sad jo oppe i sommerhuset da bedøvelsen begyndte at forsvinde. Smerterne var virkelig store. Hold KÆFT hvor gjorde det ondt, jeg havde mest af alt lyst til at hive det hele af og kaste langt væk! Det brændte, det sveg og det dunkede virkelig meget. Jeg kunne virkelig ikke bevæge benet og på ingen måde støtte på det. Jeg var så tæt på tårer! Jeg fik nogle stærke smertestillende og blev ellers lagt i seng tidligt.

Gagen blev skiftet

Om lørdagen tog jeg den hvide sok af, som jeg havde over benet samt forbindingen, som sad i mellem det ene og andet lag af sokken. Ja det er jo egentlig ikke nogen sok, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det hedder i læge-sprog! Jeg skulle i bad, så jeg var jo nødt til at have al forbinding af, for at kunne blive pakket ind i en plastikpose til at komme i bad. Da jeg tog forbindingen af, blev jeg næsten helt forskrækket af al den væske og al det blod. Jeg havde fået noget nyt gage med hjem, hvis det nu blev nødvendigt – så det troede jeg det var fordi det så sådan ud. Jeg fik benet i en balje med vand og så gik jeg ellers i gang med at hælde vand og hælde vand og hælde vand på! Jeg tog plastret langsomt af og på et tidspunkt fik jeg det vildt skidt og måtte lige tage en pause. Mor hentede en sodavand til mig, så jeg lige kunne få noget sukker i blodet. Jeg følte det hjalp, men kun meget lidt. Men jeg klarede det altså til sidst. (med hjælp fra mor og mormor…)

Gagen blev skiftet – igen…

Allerede mandag var jeg bekymret igen da såret havde væsket en hel del. Jeg gik rimelig meget i panik og ringede faktisk op til min egen læge tirsdag morgen, i håb om at de kunne kigge på såret. Jeg fik en tid hurtigt og tog af-stig-af-sted og fik skiftet gagen.

Tid til tjek på hospitalet

Fredag d. 8/11 skulle jeg til tjek på hospitalet og have skiftet gagen af en sygeplejerske. Både sygeplejersken og min læge Jørgen, sagde at såret så virkelig fint ud. De spurgte mig om jeg havde mod på selv at skifte plastret og forbindingen de næste 3 uger, hvilket jeg svarede ja til. Jeg havde jo prøvet det tidligere fra min sidste operation, så tænkte at jeg sagtens kunne skifte plastret igen. Min næste tid er derfor først d. 3/12 og i mellemtiden har jeg fået en overlevelseskasse med alle de forbindinger, plastre og det hele jeg skal bruge.
Nå ja, og så skal jeg selvfølgelig ringe til hospitalet, hvis jeg synes der kommer problemer med såret. Jeg håber det bliver godt – at de giver mig lov til at skifte plaster så tidligt efter operationen er heldigvis et godt tegn. Så jeg håber det fortsætter med alt det gode og forløbet her, bare kommer til at gå stærkt 🙂

Tak fordi I ville læse med – jeg kommer selvfølgelig med flere opdateringer undervejs 🙂

Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå? Jeg ved ikke hvad der overskrider min egen grænse eller hvad der overskrider andres grænser?
Jeg ville SÅ gerne skrive helt fra hjertet, så det virkelig bliver alt fra hjertet – men jeg er bange. jeg er skide bange! Jeg er så bange for at skulle såre
nogens følelser, at jeg kommer til at skrive noget som jeg fortryder. Ikke bare fortryder; men kommer måske ud med noget, som jeg slet ikke burde
have skrevet. Jeg vil så gerne kunne fortælle jer alt om mit brud med Mo, fortælle jer alt om hvad jeg tænker i min hverdag, alt om hvor tit jeg egentlig
føler mig som ‘palle alene i verden’, alt om hvornår jeg gør dit og dat – men jeg tør ikke. Jeg tør virkelig ikke! Jeg ved ikke hvilken respons jeg får
tilbage, jeg ved ikke om jeg gør nogle sure eller kede af det.
Jeg er selv en person der går så meget op i, om andre kan lide mig. Jeg er meget følsom og jeg tænker ekstremt meget over situationer jeg har oplevet.
Eller ser frem på ting jeg skal, og forestiller mig fuldstændig hvordan det bliver. Jeg tænker så meget på; hvad var det jeg sagde? Hvad jeg kunne
have sagt? Hvad der kunne være sket? Hvad det kunne ændre hvis?
Jeg er tit bange for at sige noget forkert og tit ender det med at ske. Når jeg er nervøs eller sidder i et større selskab – et eller andet, kan jeg godt komme
med en underlig kommentar, sige noget hvor folk bare tænker: hold kæft en særling! Hvis jeg føler der er en akavet stemning i et selskab, ender jeg som
regel altid med at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg har nogle gange en plat humor (ja okay, men nogle gange lyder bedre end altid..)
jeg synes som regel altid det var meget sjovere, lige ind til jeg sagde det højt.
Ej og nu lyder det som om jeg er total forfærdelig. Det nu ikke ment så hårdt som det lige står, men kender I ikke det der med, at der er en vild sjov
stemning i et selskab, lige indtil man siger noget, man selv synes var sjovt? Så glor folk altid mens man sidder og skrælgriner! Jeg griner selv lidt
ved tanken om situationen, for i virkeligheden er det bare ret klodset på en eller anden måde? Haha, men tilbage til frygten.. En anden ting jeg
nemlig også virkelig gerne ville vise frem er mit hjem. Jeg har lagt meget få billeder op og det er der i virkeligheden en særlig grund til. Jeg er ret
skrækslagen over for det med, at andre kan se hvilke ting man har i sit hjem – mit hjem. Jeg ved aldrig hvem der kommer forbi min blog, hvem der
liiige finder ud af hvem jeg er, og hvem der lige finder ud af hvor jeg bor? Jeg tror desuden ikke forsikringen dækker, hvis man selv har postet ting
på f.eks. facebook eller sin blog om hvad man har, men det er så noget helt andet! (Eller gælder det kun når man checker sig ind at man tager
på ferie? Nå ligemget..) Det lyder måske som en total paranoid tanke – men igen: Jeg tænker meget.
Jeg er lidt forvirret omkring det hele, jeg står med en ambivalent følelse og ved ikke helt hvad jeg tør og hvad jeg ikke tør. Jeg ved ikke hvad jeg skal
frygte, for hey! det er jo sådan set mine egne tanker og følelser jeg deler? Men hvad ville andre gøre? Jeg har jo set andre dele alt, helt fra virkelig
voldsomme kærestesorger til billeder af hele lejligheden til nu-er-jeg-på-ferie-billeder! Så hvad er jeg bange for? Jeg ved det ikke; det er frygten der taler.

Først vil jeg lige sige undskyld at jeg ikke er så meget på bloggen for tiden – men jer der følger med, ved jo hvorfor! Jeg har det så underligt, og har faktisk næsten ikke været i lejligheden…. Jeg prøver lidt at komme uden om og undgå den lidt. Jeg ved ikke hvorfor, for hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke så ked af det som jeg har været i et par måneder! Jeg har det meget bedre og prøver bare at komme videre for mig selv. Alligevel har jeg mest været hos familie eller venner hele tiden – men det skal nok blive bedre, snart.

For et par måneder siden besluttede jeg at ringe til hospitalet igen, fordi jeg følte min tatovering stadig generede mig, selvom jeg havde fået fjernet det meste af den. Jeg kom ind til en samtale hos min læge og han kiggede, tog billeder og vi snakkede. Jeg fortalte ham, hvor irriteret tatoveringen stadig gjorde mig, hvordan den kløede og brændte når jeg var i bad og hvordan jeg virkelig prøvede at kæmpe imod for ikke at skulle kradse og klø i den. Vi tog rimelig hurtigt beslutningen om, at jeg skulle ind og opereres igen og have skrællet mere af huden af! (Ved det lyder klamt, men det er jo sådan det foregår) Han fortalte mig, at jeg skulle regne med at ville få en tid i slutningen af september, dvs. kun en måned til – og jeg var så glad for at det kunne gå så hurtigt. Men så fik jeg brevet med en tid: d. 31. oktober 2013, kl. 10.00….. d. 31. oktober 2013, kl. 10.00… Jeg læste det igen og igen og blev i starten ret sur over, at der nu skulle gå så længe, da jeg havde fået noget helt andet af vide. Men her står jeg, lige om lidt skal jeg opereres, jeg synes der var så lang tid til men lige om lidt er det d. 31. oktober! Og faktisk er det gået virkelig stærkt.

I det hele taget skal jeg være pisse glad for, at kunne tage ind på et hospital som man bare kan i Danmark. Hvad skulle jeg har gjort, hvis jeg ikke var i Danmark? hvis jeg skulle betale for alt? For lægernes løn, operationen, konsultationerne, forbindingerne, medicinen alt muligt? Det ville jeg da slet ikke have haft penge til? og hvis jeg ikke engang havde penge til det? Hvad ville der være sket med mit ben? Havde jeg fået betændelse nok til at skulle indlægges? Hvad skulle der ske? Jeg ved det virkelig ikke.
Jeg kan på ingen måde tillade mig at være det mindste utilfreds over alt det her. I første omgang, var det jo mig selv der valgte at få denne tatovering, en tatovering som jeg godt nok havde tænkt over virkelig længe, men alligevel ikke klog nok til at tænke; der er altså nogle mennesker der ikke kan tåle det her! Men hvem tænker sådan, når man er 18 år? Jeg bliver ved og ved med at tænke over, hvor forkert det er og hvor meget jeg fortryder at have fået den. Men hvem kunne have forudset dette komme? – ingen!
Jeg kan gå resten af livet og bekymre mig over hver eneste ting. Tør jeg gøre dette? Hvad nu hvis? bla bla bla…. Og når jeg læser dette igennem, kan jeg virkelig se hvor meget jeg vrøvler lige nu, men alle mine tanker er simpelthen op og ned. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om min egen tatovering, jeg ved ikke om jeg skal fortryde eller ej. For et eller andet sted, gør jeg begge dele. Jeg har bare været skide uheldig lige med dette! Og alligevel vil  jeg bare sige at jeg samtidig er heldig! Uden hospitalet og operationen ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre? Jeg er pisse heldig at jeg bare lige kan få en operation, fordi jeg faktisk har været dum at få en tatovering uden at tænke over konsekvenserne. Jeg er heldig fordi min slog ud og var dum helt fra start, jeg er heldig fordi andre går med deres tatoveringer i mange år, og lige pludselig er det bare for sent. Så uanset hvad jeg tænker og hvor forvirret jeg bliver: Jeg vil blive ved med at se mig selv som heldig. <3

Jeps! Jeg har allerede opsagt min lejlighed pr. 1/11-2013. Jeg prøvede ellers at lave et sådan-cirka-budget, men der ville jeg kun have omkring 600 kr. til mad, toiletsager, medicin, fornøjelser, gaver osv. og det var endda beregnet ud fra, at jeg havde et vis antal vagter på mit andet arbejde samt at jeg var hundrede procent sikker på, at jeg fik min boligstøtte…. Det ville jo slet ikke gå! Vi har dog tre måneders opsigelse, men håber på at høre noget fra boligselskabet noget før så vi ikke skal hænge på huslejen i tre måneder.

Lige nu leder jeg med lys og lygte efter en ny lejlighed. Jeg er aktiv hos kommunen, så jeg søger boliger dén vej igennem. Jeg ville faktisk virkelig gerne have en tre-værelses, men da jeg er alene, er dette ikke muligt gennem kommunen – øv! I Ballerup skal man give næsten det samme, om det er en to eller tre værelses lejlighed. (altså nogen steder i Ballerup selvfølgelig) – så jeg ville sagtens have råd til det. Min mor og stedfar har faktisk en fire-værelses tættere på stationen end jeg, og de giver endda omkring 600-800 kroner mindre end jeg gør: FOR EN FUCKING 2 VÆRELSES LEJLIGHED?! Jeg mener…. det er jo ikke strøget jeg bor på?! Jeg er også skrevet op hos boligselskaberne AAB og Baldersbo, men da jeg mistede min anciennitet hos Baldersbo, da jeg fik denne lejlighed (ja det gør man åbenbart – når man får en lejlighed igennem boligselskabet mister man sin anciennitet… og hvis man siger nej til lejligheder ryger man bare ned på listen???? hmmmm) kan det ikke betale sig, at betale for at gøre mig aktiv, når jeg ikke står højt på listen mere og skal starte forfra i køen. Jeg håber dog, at det går hurtigt igennem og jeg snart får et tilbud, jeg vil sige ja til!!!

Nu hvor jeg skal have mit eget, skal jeg jo også have nogle nye møbler. Jeg valgte at sælge min seng til min lillebror, da Mo og jeg skulle flytte ind, så jeg mangler virkelig en seng! Og jeg mangler virkelig penge! Jeg har jo brugt min børneopsparing, og der er ikke meget tilbage på den – øv! Da jeg samtidig har alle de skavanker med ryg og nakke, skal jeg heller ikke bare gå på kompromis med den seng… jeg skal virkelig have noget der er ordentligt! 🙂

Jeg har siddet i et par dage og kigget på hjemmesider og i blade, for at kigge møbler og inspiration til indretning. Jeg må indrømme jeg mest har kigget på hjemmesider som IKEA og Jysk, da jeg for det første ikke er millionær men for det andet er jeg egentlig ret vild med de butikker! Nok mest IKEA! Jeg eeeeelsker at være i IKEA, jeg skal altid kigge alt igennem og ind og kigge i de forskellige “rum” og indretninger de har lavet. Jeg ved godt det er svært at blive inspireret til at indrette noget, når jeg ikke ved hvordan min lejlighed vil se ud… men alligevel ;o) Og se lige hvad jeg har fundet…..

Jeg kan ikke rigtig beslutte mig for, hvilke af tingene jeg vil vælge – og disse billeder her, er kun et udpluk af alt det jeg ellers har kigget på… Begge senge er fra IKEA (Nummer 1 kan ses HER // Nummer 4 kan ses HER) og jeg synes de er ret fede! Dét jeg godt kan lide er, at der er skuffer til noget opbevaring… med alle de ting jeg har, kunne det være super smart, at kunne lægge noget i skufferne ;o) Begge typer lamper er faktisk også fra IKEA (2: HER og 3: HER).
Nummer 5 er et hovedgærde, som jeg tror kunne være virkelig fedt på den seng med de store skuffer. I kan også se eksempler inde på IKEA’s hjemmeside 🙂 Når det kommer til spiseborde, er jeg ret nem at imponere.. Jeg synes det er så nemt at kigge på et spisebord og sige det ser rigtig fint ud, men når man så skal til at sidde og “prøve det af” med stole og bord, tjekke højden og det hele; ja så bliver jeg pludselig kræsen! Mo og jeg var faktisk ret lang tid om, at vælge det spisebord som vi har nu! Vi kiggede på så mange forskellige – så mange forskellige steder, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange stole jeg har siddet på! Jeg har altså fundet disse tre spiseborde / spisebordssæt. Jeg synes bare de er lige noget for mig og håber virkelig at bare et af dem, stadig siger mig noget efter jeg har prøvet at sidde ved det 😉 (Nummer 6 er fra Jysk og er faktisk på tilbud lige nu, se det HER // Nummer 7 er fra Jysk og er faktisk på tilbud lige nu, se det HER // Nummer 8 er fra IKEA og kan ses HER)

Kryds fingre for mig med lejlighed <3

Jeg kan lige så godt sige det som det er! Mit liv kører ikke på skinner lige nu. Jeg vil være ærlig og fortælle, at grunden til jeg er så dårlig til at blogge for tiden er, at jeg kørte galt i tirsdags i min mormors bil og har været ret rystet over dette. Mo og jeg er desværre gået fra hinanden i lørdags og selvom vi er blevet enige om det – er det stadig virkelig svært for mig! Jeg er så ked af det, og har brugt det meste af lørdagen og søndagen på at græde! Mo og jeg har siden vi er flyttet sammen bare blevet mere og mere venner. Jeg tror vi begge har glemt, at ‘selvom vi bor sammen, betød det ikke at vi sås stadig’ Vi glemte lidt at bevare den der hygge og den der kæreste-tid, som man stadig har behov for, når man flytter sammen. I lørdags tog vi så en snak for alvor, og talte om at: der er ingen grund til, at vi bliver ved med at bo sammen når vi ikke helt mener de samme ting og ikke helt tænker de samme tanker. Vi er vidst lidt enige om, at jeg nok var meget mere klar til at flytte sammen end han var! Jeg tænkte jeg var nødt til at tage denne snak nu inden vi kunne blive uvenner, hvis vi bliver ved med at give det chancer og så til sidst må gå fra hinanden som fjender. Men det er så hårdt alligevel! Jeg er pisse ked af det og synes det er så uoverskueligt. Det er mit første sådan helt rigtige forhold, som ellers snart ville have varet i 2 år – officielt, og så nok et år mere, hvor vi ikke kaldte os for kærester.. Det er så sørgeligt og så ensomt lige nu – en masse af den tryghed vi havde skabt sammen i vores lejlighed er forsvundet. Det er meget mere tomt nu hvor han ikke er her…Alligevel har gået med disse tanker i 2 måneder, hvor jeg har prøvet at give det en ekstra chance. Det er jo ikke en nem beslutning og det er ikke noget man bare lige gør og når det først er gjort; kan man jo ikke bare lige tage det tilbage, hvis man fortryder! Det er jo 2 år af vores forhold, en masse minder og mere, som jeg pludselig skal lægge bag mig og starte op på et nyt kapitel, alene. Jeg skal pludselig til at vænne mig til at sove alene, vænne mig til at gøre så mange andre ting alene og vænne mig til ikke at skulle skrive fødselsdags- og julehilsner og alt andet fra mig; kun mig – og ikke fra os begge. Jeg savner ham og jeg savner virkelig at han er der. Jeg savner hans duft og jeg savner at kunne få et dejligt og varmt kram. Det er altså underligt og selvom det hele står klart, føles det ikke helt virkeligt at vi ikke er sammen mere. Jeg er helt nede, selvom jeg ved at det nok er det bedste for os begge i sidste ende.. Det er jo ikke fordi jeg er stoppet med at holde af ham og elske ham – på ingen måde. Vi er bare ved at vokse hver vores vej, en udvikling som jeg hverken kan eller vil stoppe. Jeg vil hverken forhindre mig selv eller ham I, at udvikle os, som skæbnen synes og som vores uddannelser mener vi skal. Vi har brug for at være os selv begge to. Men jeg vil nu altid elske ham alligevel!

Jeg håber I har en forståelse for, at jeg lige er nødt til at finde mig selv. At der nok ikke lige vil være et nyt indlæg hver dag.
TAK <3