En underlig dag!

BLOG

I dag har været en lidt underlig dag. Ikke fordi den har været dårlig på nogen måde, jeg har hygget mig! Men i dag ville have været Mo’s og min 2 års dag. Det er underligt og trist at tænke på. Jeg savner ham ikke rigtig, jeg savner det vi havde sammen dengang vi var forelskede og jeg savner den tryghed der var når vi var sammen.
Jeg overlevede dagen. Mine dage bliver bedre og bedre. Jeg bliver bedre til at klare mig alene. Ikke fordi jeg ikke kunne det før, men det kan bare være superenormt kedeligt at tage hjem til en mørk og tom lejlighed. Det er super kedeligt at skulle gå alene i seng. Men jeg vænner mig til det! Jeg ville vildt gerne have en hund eller kat som jeg kunne komme hjem til, men da jeg ikke ved hvilken lejlighed jeg får tilbudt næste gang – kan jeg ikke bare tage stilling til dét nu.
Jeg håber I har haft en dejlig dag!
KNUS

Lækre ting og sager!

Mo og jeg var ret kloge da vi flyttede sammen. Vi besluttede os at dele alting op, så vi betalte hver vores ting. Jeg har eksempelvis købt sofaen, sofabordet og det klædeskab vi har og han har købt tv’et, det store tv-møbel samt spisebordet. Der er ingen af tingene som vi har splittet op og har betalt halv-halv hver – og det er jo en fordel nu. Det er rigtig lettende at vi ikke splittes som fjender og endnu mere dejligt, at vi ikke skal til at skændes om, hvem der skal have hvilke ting. Til gengæld står jeg lige pt. uden en seng, et spisebord, et tv-møbel og et tv… well, jeg har mit gamle tv som jeg havde da jeg boede hjemme hos min mor, og det er jo fint nok! Spisebordet håber jeg på at kunne undvære lidt, men sengen skal jeg ud efter, kan jo ikke rigtig undvære en seng?! jeg har ikke særlig mange penge tilbage på den børneopsparing jeg har gemt så jeg må virkelig se, om jeg ikke snart kan tage en masse ekstravagter på mit andet job og se hvad jeg kan spare sammen til.

Tilgengæld er jeg virkelig taknemmelig over de grupper på facebook, hvor søde og rare folk giver deres ting væk gratis! Jeg står faktisk og skal hente et lille tv-bord som jeg har fundet i en af grupperne. Jeg glæder mig virkelig meget! Det er SÅ dejligt, at jeg ikke skal til at gå i panik over, hvad jeg skal gøre med lige dét! Jeg har selv givet nogle ting væk, ikke nogle møbler, men altså det er stadig så fantastisk, at kunne gøre andre mennesker glade med nogle ting, som man alligevel ikke brugte eller ting man lige mente var for gode til at blive smidt ud 🙂

Jeg ved jeg mangler penge lige pt. og det er ekstra hårdt lige fordi det er tæt på juletid. Jeg ved virkelig ikke lige hvad jeg skal gøre endnu – både fordi jeg ikke har så meget julepynt og generelt gerne vil kunne købe nogle ting til lejligheden; men også fordi jeg ikke lige ved hvor mange penge jeg har til at kunne købe julegaver! Jeg har virkelig forelsket mig i nogle figurer fra Medusa. Jeg ville på en måde gerne bare gå ned og købe dem, men jeg ved bare, jeg ville få så dårlig samvittighed og bare tænke “jep, dette var så 180 kr mindre til din families julegaver!!” Det kunne også være så dejligt at kunne skrive på ønskesedlen, men på den anden side, er der bare så mange nødvendige ting jeg skal bruge når jeg skal flytte – så må nok bare leve i drømmen om at have disse figurer. Se lige hvor søde de er!

Desktop2

Det er frygten der taler

Nervøs

Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå? Jeg ved ikke hvad der overskrider min egen grænse eller hvad der overskrider andres grænser?
Jeg ville SÅ gerne skrive helt fra hjertet, så det virkelig bliver alt fra hjertet – men jeg er bange. jeg er skide bange! Jeg er så bange for at skulle såre
nogens følelser, at jeg kommer til at skrive noget som jeg fortryder. Ikke bare fortryder; men kommer måske ud med noget, som jeg slet ikke burde
have skrevet. Jeg vil så gerne kunne fortælle jer alt om mit brud med Mo, fortælle jer alt om hvad jeg tænker i min hverdag, alt om hvor tit jeg egentlig
føler mig som ‘palle alene i verden’, alt om hvornår jeg gør dit og dat – men jeg tør ikke. Jeg tør virkelig ikke! Jeg ved ikke hvilken respons jeg får
tilbage, jeg ved ikke om jeg gør nogle sure eller kede af det.
Jeg er selv en person der går så meget op i, om andre kan lide mig. Jeg er meget følsom og jeg tænker ekstremt meget over situationer jeg har oplevet.
Eller ser frem på ting jeg skal, og forestiller mig fuldstændig hvordan det bliver. Jeg tænker så meget på; hvad var det jeg sagde? Hvad jeg kunne
have sagt? Hvad der kunne være sket? Hvad det kunne ændre hvis?
Jeg er tit bange for at sige noget forkert og tit ender det med at ske. Når jeg er nervøs eller sidder i et større selskab – et eller andet, kan jeg godt komme
med en underlig kommentar, sige noget hvor folk bare tænker: hold kæft en særling! Hvis jeg føler der er en akavet stemning i et selskab, ender jeg som
regel altid med at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg har nogle gange en plat humor (ja okay, men nogle gange lyder bedre end altid..)
jeg synes som regel altid det var meget sjovere, lige ind til jeg sagde det højt.
Ej og nu lyder det som om jeg er total forfærdelig. Det nu ikke ment så hårdt som det lige står, men kender I ikke det der med, at der er en vild sjov
stemning i et selskab, lige indtil man siger noget, man selv synes var sjovt? Så glor folk altid mens man sidder og skrælgriner! Jeg griner selv lidt
ved tanken om situationen, for i virkeligheden er det bare ret klodset på en eller anden måde? Haha, men tilbage til frygten.. En anden ting jeg
nemlig også virkelig gerne ville vise frem er mit hjem. Jeg har lagt meget få billeder op og det er der i virkeligheden en særlig grund til. Jeg er ret
skrækslagen over for det med, at andre kan se hvilke ting man har i sit hjem – mit hjem. Jeg ved aldrig hvem der kommer forbi min blog, hvem der
liiige finder ud af hvem jeg er, og hvem der lige finder ud af hvor jeg bor? Jeg tror desuden ikke forsikringen dækker, hvis man selv har postet ting
på f.eks. facebook eller sin blog om hvad man har, men det er så noget helt andet! (Eller gælder det kun når man checker sig ind at man tager
på ferie? Nå ligemget..)
Det lyder måske som en total paranoid tanke – men igen: Jeg tænker meget.
Jeg er lidt forvirret omkring det hele, jeg står med en ambivalent følelse og ved ikke helt hvad jeg tør og hvad jeg ikke tør. Jeg ved ikke hvad jeg skal
frygte, for hey! det er jo sådan set mine egne tanker og følelser jeg deler? Men hvad ville andre gøre? Jeg har jo set andre dele alt, helt fra virkelig
voldsomme kærestesorger til billeder af hele lejligheden til nu-er-jeg-på-ferie-billeder! Så hvad er jeg bange for? Jeg ved det ikke; det er frygten der taler.

Jeg er ked af det

Jeg kan lige så godt sige det som det er! Mit liv kører ikke på skinner lige nu. Jeg vil være ærlig og fortælle, at grunden til jeg er så dårlig til at blogge for tiden er, at jeg kørte galt i tirsdags i min mormors bil og har været ret rystet over dette. Mo og jeg er desværre gået fra hinanden i lørdags og selvom vi er blevet enige om det – er det stadig virkelig svært for mig! Jeg er så ked af det, og har brugt det meste af lørdagen og søndagen på at græde! Mo og jeg har siden vi er flyttet sammen bare blevet mere og mere venner. Jeg tror vi begge har glemt, at ‘selvom vi bor sammen, betød det ikke at vi sås stadig’ Vi glemte lidt at bevare den der hygge og den der kæreste-tid, som man stadig har behov for, når man flytter sammen. I lørdags tog vi så en snak for alvor, og talte om at: der er ingen grund til, at vi bliver ved med at bo sammen når vi ikke helt mener de samme ting og ikke helt tænker de samme tanker. Vi er vidst lidt enige om, at jeg nok var meget mere klar til at flytte sammen end han var! Jeg tænkte jeg var nødt til at tage denne snak nu inden vi kunne blive uvenner, hvis vi bliver ved med at give det chancer og så til sidst må gå fra hinanden som fjender. Men det er så hårdt alligevel! Jeg er pisse ked af det og synes det er så uoverskueligt. Det er mit første sådan helt rigtige forhold, som ellers snart ville have varet i 2 år – officielt, og så nok et år mere, hvor vi ikke kaldte os for kærester.. Det er så sørgeligt og så ensomt lige nu – en masse af den tryghed vi havde skabt sammen i vores lejlighed er forsvundet. Det er meget mere tomt nu hvor han ikke er her…Alligevel har gået med disse tanker i 2 måneder, hvor jeg har prøvet at give det en ekstra chance. Det er jo ikke en nem beslutning og det er ikke noget man bare lige gør og når det først er gjort; kan man jo ikke bare lige tage det tilbage, hvis man fortryder! Det er jo 2 år af vores forhold, en masse minder og mere, som jeg pludselig skal lægge bag mig og starte op på et nyt kapitel, alene. Jeg skal pludselig til at vænne mig til at sove alene, vænne mig til at gøre så mange andre ting alene og vænne mig til ikke at skulle skrive fødselsdags- og julehilsner og alt andet fra mig; kun mig – og ikke fra os begge. Jeg savner ham og jeg savner virkelig at han er der. Jeg savner hans duft og jeg savner at kunne få et dejligt og varmt kram. Det er altså underligt og selvom det hele står klart, føles det ikke helt virkeligt at vi ikke er sammen mere. Jeg er helt nede, selvom jeg ved at det nok er det bedste for os begge i sidste ende.. Det er jo ikke fordi jeg er stoppet med at holde af ham og elske ham – på ingen måde. Vi er bare ved at vokse hver vores vej, en udvikling som jeg hverken kan eller vil stoppe. Jeg vil hverken forhindre mig selv eller ham I, at udvikle os, som skæbnen synes og som vores uddannelser mener vi skal. Vi har brug for at være os selv begge to. Men jeg vil nu altid elske ham alligevel!

Jeg håber I har en forståelse for, at jeg lige er nødt til at finde mig selv. At der nok ikke lige vil være et nyt indlæg hver dag.
TAK <3

I’m baaaack…..

Så er jeg hjemme i Danmark igen efter en hel uge i Córdoba i Spanien, hos min spanske veninde og hendes familie.
I nat omkring midnat landede mit fly i Kastrup igen. Det har været en virkelig fantastisk ferie! Jeg føler jeg har været væk i hundrede år,
men alligevel føler jeg at denne ene uge gik så hurtigt. Jeg har mødt så mange fantastiske, søde, smukke og dejlige mennesker! 🙂 Jeg glæder
mig bare så meget til at vise jer en masse billeder fra min rejse… Jeg sidder og er i gang med at lave nogle collager med alle billederne, så
jeg kan lægge dem ind på bloggen! Min søde kæreste hentede mig i lufthavnen og det var bare så dejligt at se ham igen – han er nok grunden
til at jeg føler jeg har været væk så længe! 🙂 Da vi kom hjem til vores lækre lejlighed blev jeg overrasket, virkelig overrasket! Jeg kom
hjem til en fuldstændig clean lejlighed! Det var SÅ underligt… Min første (ret onde) tanke var “hmmm, har vi fået rengøringsdame?”
HAHAHA! Jeg skænkede ikke en tanke om, at det måske for én gang skyld kunne være min kæreste der havde gjort rent… Og jeg havde
total ret, det var ikke Mo der havde gjort rent, han havde ryddet op – men det var dét.. Han fortalte mig at det var hans mor havde lånt
min nøgle og havde gjort rent hjemme hos os uden han vidste det og imens han havde været i skole. Altså, det gør sgu ikke mig noget 😉
Ikke nok med, at lejligheden var så ren, Mo havde fået installeret den lille bordopvaskemaskine som vi har fået af min søde
veninde Michella. Og min svigermor har lavet nogle hylder ved siden af vores skab til nogle af mine tasker og sko. Årh det er så fedt!

IMG_5186Okay bordopvasker og bordopvasker, den er ret stor af en bordopvaskemaskine at være og kan altså ikke stå på vores køkkenbord, for så
ville vi virkelig ikke have noget plads tilbage.. Så vi har fået sat den ind i et af vores køkkenskabe og alle mine bageting må altså mases
ind i et af de andre skabe. piv piv. Så indtil videre kommer det til at være sådan her. Vores skabslåge kan desværre ikke sidde uden på,
da beslagene ikke kan være der – men jeg tror måske vi hænger et lille hvidt gardin op, som kan skjule den lidt 🙂

IMG_5187

Se lige nogle fine hylder! Det er virkelig en perfekt måde at få udnyttet pladsen mellem væggen og skabet. Før lå mine tasker
bare i en stor bunke, men nu ser det sgu godt ud! ih tak sviger! 🙂 Og tag jer ikke af mig i siden… det er min nattrøje sammen
med mine lækre H&M bukser som er total bløde og søndags-agtige! 😀