Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå? Jeg ved ikke hvad der overskrider min egen grænse eller hvad der overskrider andres grænser?
Jeg ville SÅ gerne skrive helt fra hjertet, så det virkelig bliver alt fra hjertet – men jeg er bange. jeg er skide bange! Jeg er så bange for at skulle såre
nogens følelser, at jeg kommer til at skrive noget som jeg fortryder. Ikke bare fortryder; men kommer måske ud med noget, som jeg slet ikke burde
have skrevet. Jeg vil så gerne kunne fortælle jer alt om mit brud med Mo, fortælle jer alt om hvad jeg tænker i min hverdag, alt om hvor tit jeg egentlig
føler mig som ‘palle alene i verden’, alt om hvornår jeg gør dit og dat – men jeg tør ikke. Jeg tør virkelig ikke! Jeg ved ikke hvilken respons jeg får
tilbage, jeg ved ikke om jeg gør nogle sure eller kede af det.
Jeg er selv en person der går så meget op i, om andre kan lide mig. Jeg er meget følsom og jeg tænker ekstremt meget over situationer jeg har oplevet.
Eller ser frem på ting jeg skal, og forestiller mig fuldstændig hvordan det bliver. Jeg tænker så meget på; hvad var det jeg sagde? Hvad jeg kunne
have sagt? Hvad der kunne være sket? Hvad det kunne ændre hvis?
Jeg er tit bange for at sige noget forkert og tit ender det med at ske. Når jeg er nervøs eller sidder i et større selskab – et eller andet, kan jeg godt komme
med en underlig kommentar, sige noget hvor folk bare tænker: hold kæft en særling! Hvis jeg føler der er en akavet stemning i et selskab, ender jeg som
regel altid med at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg har nogle gange en plat humor (ja okay, men nogle gange lyder bedre end altid..)
jeg synes som regel altid det var meget sjovere, lige ind til jeg sagde det højt.
Ej og nu lyder det som om jeg er total forfærdelig. Det nu ikke ment så hårdt som det lige står, men kender I ikke det der med, at der er en vild sjov
stemning i et selskab, lige indtil man siger noget, man selv synes var sjovt? Så glor folk altid mens man sidder og skrælgriner! Jeg griner selv lidt
ved tanken om situationen, for i virkeligheden er det bare ret klodset på en eller anden måde? Haha, men tilbage til frygten.. En anden ting jeg
nemlig også virkelig gerne ville vise frem er mit hjem. Jeg har lagt meget få billeder op og det er der i virkeligheden en særlig grund til. Jeg er ret
skrækslagen over for det med, at andre kan se hvilke ting man har i sit hjem – mit hjem. Jeg ved aldrig hvem der kommer forbi min blog, hvem der
liiige finder ud af hvem jeg er, og hvem der lige finder ud af hvor jeg bor? Jeg tror desuden ikke forsikringen dækker, hvis man selv har postet ting
på f.eks. facebook eller sin blog om hvad man har, men det er så noget helt andet! (Eller gælder det kun når man checker sig ind at man tager
på ferie? Nå ligemget..) Det lyder måske som en total paranoid tanke – men igen: Jeg tænker meget.
Jeg er lidt forvirret omkring det hele, jeg står med en ambivalent følelse og ved ikke helt hvad jeg tør og hvad jeg ikke tør. Jeg ved ikke hvad jeg skal
frygte, for hey! det er jo sådan set mine egne tanker og følelser jeg deler? Men hvad ville andre gøre? Jeg har jo set andre dele alt, helt fra virkelig
voldsomme kærestesorger til billeder af hele lejligheden til nu-er-jeg-på-ferie-billeder! Så hvad er jeg bange for? Jeg ved det ikke; det er frygten der taler.

Jeg kan lige så godt sige det som det er! Mit liv kører ikke på skinner lige nu. Jeg vil være ærlig og fortælle, at grunden til jeg er så dårlig til at blogge for tiden er, at jeg kørte galt i tirsdags i min mormors bil og har været ret rystet over dette. Mo og jeg er desværre gået fra hinanden i lørdags og selvom vi er blevet enige om det – er det stadig virkelig svært for mig! Jeg er så ked af det, og har brugt det meste af lørdagen og søndagen på at græde! Mo og jeg har siden vi er flyttet sammen bare blevet mere og mere venner. Jeg tror vi begge har glemt, at ‘selvom vi bor sammen, betød det ikke at vi sås stadig’ Vi glemte lidt at bevare den der hygge og den der kæreste-tid, som man stadig har behov for, når man flytter sammen. I lørdags tog vi så en snak for alvor, og talte om at: der er ingen grund til, at vi bliver ved med at bo sammen når vi ikke helt mener de samme ting og ikke helt tænker de samme tanker. Vi er vidst lidt enige om, at jeg nok var meget mere klar til at flytte sammen end han var! Jeg tænkte jeg var nødt til at tage denne snak nu inden vi kunne blive uvenner, hvis vi bliver ved med at give det chancer og så til sidst må gå fra hinanden som fjender. Men det er så hårdt alligevel! Jeg er pisse ked af det og synes det er så uoverskueligt. Det er mit første sådan helt rigtige forhold, som ellers snart ville have varet i 2 år – officielt, og så nok et år mere, hvor vi ikke kaldte os for kærester.. Det er så sørgeligt og så ensomt lige nu – en masse af den tryghed vi havde skabt sammen i vores lejlighed er forsvundet. Det er meget mere tomt nu hvor han ikke er her…Alligevel har gået med disse tanker i 2 måneder, hvor jeg har prøvet at give det en ekstra chance. Det er jo ikke en nem beslutning og det er ikke noget man bare lige gør og når det først er gjort; kan man jo ikke bare lige tage det tilbage, hvis man fortryder! Det er jo 2 år af vores forhold, en masse minder og mere, som jeg pludselig skal lægge bag mig og starte op på et nyt kapitel, alene. Jeg skal pludselig til at vænne mig til at sove alene, vænne mig til at gøre så mange andre ting alene og vænne mig til ikke at skulle skrive fødselsdags- og julehilsner og alt andet fra mig; kun mig – og ikke fra os begge. Jeg savner ham og jeg savner virkelig at han er der. Jeg savner hans duft og jeg savner at kunne få et dejligt og varmt kram. Det er altså underligt og selvom det hele står klart, føles det ikke helt virkeligt at vi ikke er sammen mere. Jeg er helt nede, selvom jeg ved at det nok er det bedste for os begge i sidste ende.. Det er jo ikke fordi jeg er stoppet med at holde af ham og elske ham – på ingen måde. Vi er bare ved at vokse hver vores vej, en udvikling som jeg hverken kan eller vil stoppe. Jeg vil hverken forhindre mig selv eller ham I, at udvikle os, som skæbnen synes og som vores uddannelser mener vi skal. Vi har brug for at være os selv begge to. Men jeg vil nu altid elske ham alligevel!

Jeg håber I har en forståelse for, at jeg lige er nødt til at finde mig selv. At der nok ikke lige vil være et nyt indlæg hver dag.
TAK <3

Dagen i dag har været så grå og verden kan være så unfair. Der er i dag en fra min familie, der desværre har lagt
sig til at sove, efter en længere kamp imod den urimelige, tarvelige, slemme og forfærdelige sygdom, kræft :'(
Jeg hader den sygdom og forbander den langt væk!
Jeg ved ikk hvad jeg mere skal skrive om det her men jeg synes I skulle vide det, hvis nu jeg ikke skulle få lysten til de
mest farverige og glade indlæg de næste par dage… Jeg har ikke lyst til at fortælle så meget om mit familiemedlem
og forløbet hun har været igennem så længe med sygdommen og behandlinger – Jeg håber I forstår dette men det
tror jeg nu I gør. Nå men… Lige nu ved jeg altså ikke hvornår der kommer et nyt indlæg! Mest fordi jeg ikke ved hvilket
humør der dukker op i morgen. Samtidig med, at denne dag har været så grå og trist, har Mo den seneste uge været
rigtig syg. Han hoster, han er snottet og jeg er ret sikker på han havde feber i går aftes. Jeg føler lidt han har smittet
mig. Jeg håber dog, jeg er tip top frisk i morgen – i bedre humør – og SÅ klar på at skrive et indlæg på bloggen. Jeg har
faktisk planlagt en del ting som jeg har lyst til at fortælle jer om som jeg har skrevet ned – så når jeg har det lidt bedre,
har jeg en masse til jer. 

Tak – Møs.