Jeg er skide nervøs. Jeg ved ikke hvor langt jeg kan gå? Jeg ved ikke hvad der overskrider min egen grænse eller hvad der overskrider andres grænser?
Jeg ville SÅ gerne skrive helt fra hjertet, så det virkelig bliver alt fra hjertet – men jeg er bange. jeg er skide bange! Jeg er så bange for at skulle såre
nogens følelser, at jeg kommer til at skrive noget som jeg fortryder. Ikke bare fortryder; men kommer måske ud med noget, som jeg slet ikke burde
have skrevet. Jeg vil så gerne kunne fortælle jer alt om mit brud med Mo, fortælle jer alt om hvad jeg tænker i min hverdag, alt om hvor tit jeg egentlig
føler mig som ‘palle alene i verden’, alt om hvornår jeg gør dit og dat – men jeg tør ikke. Jeg tør virkelig ikke! Jeg ved ikke hvilken respons jeg får
tilbage, jeg ved ikke om jeg gør nogle sure eller kede af det.
Jeg er selv en person der går så meget op i, om andre kan lide mig. Jeg er meget følsom og jeg tænker ekstremt meget over situationer jeg har oplevet.
Eller ser frem på ting jeg skal, og forestiller mig fuldstændig hvordan det bliver. Jeg tænker så meget på; hvad var det jeg sagde? Hvad jeg kunne
have sagt? Hvad der kunne være sket? Hvad det kunne ændre hvis?
Jeg er tit bange for at sige noget forkert og tit ender det med at ske. Når jeg er nervøs eller sidder i et større selskab – et eller andet, kan jeg godt komme
med en underlig kommentar, sige noget hvor folk bare tænker: hold kæft en særling! Hvis jeg føler der er en akavet stemning i et selskab, ender jeg som
regel altid med at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg har nogle gange en plat humor (ja okay, men nogle gange lyder bedre end altid..)
jeg synes som regel altid det var meget sjovere, lige ind til jeg sagde det højt.
Ej og nu lyder det som om jeg er total forfærdelig. Det nu ikke ment så hårdt som det lige står, men kender I ikke det der med, at der er en vild sjov
stemning i et selskab, lige indtil man siger noget, man selv synes var sjovt? Så glor folk altid mens man sidder og skrælgriner! Jeg griner selv lidt
ved tanken om situationen, for i virkeligheden er det bare ret klodset på en eller anden måde? Haha, men tilbage til frygten.. En anden ting jeg
nemlig også virkelig gerne ville vise frem er mit hjem. Jeg har lagt meget få billeder op og det er der i virkeligheden en særlig grund til. Jeg er ret
skrækslagen over for det med, at andre kan se hvilke ting man har i sit hjem – mit hjem. Jeg ved aldrig hvem der kommer forbi min blog, hvem der
liiige finder ud af hvem jeg er, og hvem der lige finder ud af hvor jeg bor? Jeg tror desuden ikke forsikringen dækker, hvis man selv har postet ting
på f.eks. facebook eller sin blog om hvad man har, men det er så noget helt andet! (Eller gælder det kun når man checker sig ind at man tager
på ferie? Nå ligemget..) Det lyder måske som en total paranoid tanke – men igen: Jeg tænker meget.
Jeg er lidt forvirret omkring det hele, jeg står med en ambivalent følelse og ved ikke helt hvad jeg tør og hvad jeg ikke tør. Jeg ved ikke hvad jeg skal
frygte, for hey! det er jo sådan set mine egne tanker og følelser jeg deler? Men hvad ville andre gøre? Jeg har jo set andre dele alt, helt fra virkelig
voldsomme kærestesorger til billeder af hele lejligheden til nu-er-jeg-på-ferie-billeder! Så hvad er jeg bange for? Jeg ved det ikke; det er frygten der taler.

Jeg er en person der har lidt for mange tanker kørende inde i mit lille hoved. Jeg gør en mus til ti elefanter og tænker altid situationer om og om igen.. Hvad kunne jeg have sagt – hvad kunne jeg have gjort – hvad kunne der være sket hvis… – hvordan ville det være hvis… Nogle gange kunne jeg måske godt have brug for, at have en psykolog ved min side, til de mindste tanker, bare for at lette lidt fra hjertet. For som regel, holder jeg mange af mine tanker for mig selv – don’t ask why… jeg ved det virkelig ikke.
Jeg har i rigtig lang tid, ellers overvejet at lave et indlæg her inde om, hvad jeg fortryder aller mest. Jeg har gået og tænkt over det i lidt mere end en måned. Mit problem er bare; bliver det for plat? bliver det for langt? bliver det for kedeligt? Det er jo noget jeg fortryder, så det er jo en dårlig ting. Jeg synes da det er ok, at nogle indlæg bliver triste, men med SÅ mange tanker som jeg har, er jeg bange for, jeg ikke ville kunne slutte indlægget ordentligt – og gad vide hvordan jeg får sluttet dette? Jeg vil alligevel fortælle lidt om, hvad jeg fortryder og jeg vil gøre det meget kort, eller jeg kan prøve.
For mange år siden, var jeg meget deprimeret. Jeg gik i folkeskole og var igennem en svær periode hvor jeg blev mobbet. Jeg skrev alle mine tanker og mine følelser åbent på min Arto-profil (ja det var tider med Arto!). Jeg tror virkelig jeg havde brug for hjælp. En dag, da jeg mindst forventede det, fik jeg en besked fra en fremmed dreng. Jeg kan ikke huske hvad han skrev, jeg kan bare huske at han havde skrevet en længere besked til mig, og ville hjælpe mig. Jeg afviste ham noget så grusomt. Jeg var så streng overfor ham, og alligevel blev han ved med at prøve at hjælpe. Han endte faktisk med at blive en af mine bedstevenner. En bedste ven jeg aldrig havde mødt i den virkelig verden, han boede helt i Viborg og jeg i Ballerup. Jeg følte ikke jeg havde brug for mere. Han havde en bedstemor der boede i Herlev, lige ved siden af mig, så vi talte tit om det der med at mødes. Vi har skrevet og talt om alt i mellem himmel og jord. Vi hjalp hinanden igennem kærestesorger. Vi kunne grine og græde sammen. En rigtig bedste ven.
For et par år siden, mødtes vi. Han var i København og kom derfor til Ballerup. Jeg husker det som var det i går…. Jeg var iskold. Jeg var ikke som jeg plejede at være. Jeg skuffede ham; og det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg var møg kedelig at være sammen med! Jeg var så skide nervøs over at skulle mødes med ham, så vi endte med at spille fodbold med en masse af mine venner. I virkeligheden snakkede vi ikke så meget sammen da han var her. Så HER er det jeg fortryder mest. Dén dag. Jeg ville sådan ønske jeg kunne tage det tilbage, for lige netop dén dag; ødelagde jeg vores venskab. Det blev slet ikke det samme og vi skrev aldrig sammen mere. Her til aften har jeg overgået min frygt. Frygten for at skrive til ham, for hvad skal jeg skrive? Hej du var min bedste ven, og det vil du nok altid være? Hej – og undskyld. Hej, hav et godt liv uden mig.
Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg ved, at jeg havde brug for at sige undskyld. Jeg har gjort det før, men i dag har jeg været virkelig ked af det, så jeg var nødt til det. Jeg ved det aldrig bliver det samme. Jeg ved bare at jeg til tider virkelig har brug for ham – som i dag. Jeg har så mange gode veninder som jeg sagtens ville kunne tale med. Men rigtig tit og ofte, har jeg mest brug for at tage tilbage til, at jeg altid bare kunne skrive til ham.
Men svarer han? Jeg ved det ikke. Ham jeg kendte, ville svare. Men han lever jo et helt andet liv nu. Han er et helt andet sted – jeg ved ikke hvad jeg skal håbe på. Jeg har skrevet i beskeden, at jeg håber han måske vil tilgive mig. Og hans svar kan måske være at han gør det. Et eller andet sted, løser det bare ikke noget for mig. Så jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Jeg ved bare, at jeg har taget frygten op.
Ja, det lyder måske som et kæmpe teenage-crush. Men det var det virkelig ikke. Det var min bedste ven. En bedste ven, jeg ville ønske jeg stadig havde.

Som I kan se, har jeg haft en fantastisk ferie. Jeg har mødt en masse skønne mennesker. Jeg elsker virkelig Córdoba. Det er ikke en særlig “turistet” by som eksempelvis Malaga, Barcelona osv. Det hele er på en måde meget lokalt og alt er bare tæt på hinanden. Córdoba er ret stort – men alligevel går man for det meste altid hvis man skal noget… Jeg tror vi har gået et sted mellem 5-10 km hver dag. Córdoba er en af Spaniens mest varme byer! i juli og august kan vejret være helt op til 45 og måske 50 grader. Det er lige voldsomt nok og jeg tror virkelig ikke jeg ville kunne holde det ud. Specielt fordi, det ligger langt inde i Spanien og der bare ikke er nogen strand i nærheden. Se selv….

Det var ret svært at skulle sige farvel i lufthavnen i lørdags. Jeg elsker simpelthen Blancas og hendes familie. Og jeg håber virkelig ikke der går lang tid før vi kan planlægge noget rejse-ferie-værk igen. Problemet er, jeg er lige flyttet hjemmefra, så det kan godt blive ret svært at få sparet sammen det næste stykke tid til at kunne rejse. Blanca er lige taget af sted på udveksling i Portugal (hun rejste dagen efter jeg skulle hjem) og skal være der i 9 måneder. Jeg ved derfor hun heller ikke har mulighed for at spare penge sammen til en rejse. Vi har ellers talt lidt om at prøve at rejse frem og tilbage hvert år og skiftevis. Vi har også talt lidt om at det kunne være vildt fedt at rejse omkring juletid, så vi kan opleve hvordan de forskellige kulturer fejrer jul. Så vidt jeg har forstået på Blanca, åbner de først deres gave – bemærk gave i ental – d. 6. januar, de hellige 3 konger. Og det kunne da være hyggeligt at være med til dét! 🙂

Som nævnt er Blanca taget til Portugal på udveksling. Da jeg købte min flybillet i marts, vidste hun ikke hvornår eller hvor hun skulle hen, hun vidste bare det blev omkring slutningen af sommeren / starten af efteråret. Det var rimelig heldigt at det faldt som det gjorde, at hun ikke skulle afsted før jeg skulle ned til hende eller måske imens jeg var hos hende. Hendes rejse har gjort, at jeg bare har mødt endnu flere af hendes venner, veninder og det meste af hendes familie – men det gør mig ikke spor 🙂
Her i fredags skulle vi besøge Blancas onkel, på hans arbejde, da hun havde fortalt mig at onklen havde en overraskelse og en lille gave til mig fra hans arbejde. Jeg troede det var den onkel der er sygeplejerske og gik derfor og forestillede mig hvad i al verden det kunne være. Vi mødte altså Blancas far og fulgtes til onklens arbejde. På vejen der hen fortalte Blanca mig, at onklen er guld- og sølvsmed og laver meget specielle smykker og andre sølvting. Vi kom ind på hans arbejde og jeg så alle de smykker, fade, figurer han har lavet – håndlavet. Jeg var så overrasket. Nøj hvor var der bare mange virkelig smukke ting. og nååårh ja…. G A V E N !!! Jeg fik lov til at vælge 2 sølv brocher (staves? – altså sådan nogle smykker man kan sætte på tøjet??) Jeg valgte en smuk sommerfugl og et virkelig flot blad! Da jeg havde valgt de to faldt jeg over en guitar (mest fordi Mo spiller guitar) og den fik jeg lov til også at få! Jeg stod og beundrede et lille fingerbøl – ikke fordi jeg syer eller noget.. men mest fordi… tanken om at det er håndlavet og det er så småt! Det var helt utroligt! Jeg fik øje på det smukkeste lille “fad” (når det er i “” er det fordi det ikke er et fad som sådan, det er megetmeget lille og der kan nok lige stå et fyrfadslys eller to på) og det fik jeg også! Jeg fik lov til at se et større fad som Blancas onkel OGSÅ har siddet og lavet med hånden, hold nu ooop… det er det smukkeste nogensinde! I dét øjeblik, ville jeg virkelig ønske jeg var rig og bare kunne købe det! Til aller sidst fik jeg en lille tyr, så nuttet! Ej hvor jeg elsker den… og alle de her ting – de jo virkelig mange penge værd… jeg tør næsten ikke have det stående fremme!

Well…. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg ikke er den bedste til engelsk og specielt ikke engelsk grammatik – men jeg har nu alligevel valgt at lave en hilsen i dette indlæg på engelsk. (så hvis der er fejl, må I lige bære over med mig) Dette har jeg gjort af én særlig grund – min spanske veninde Blanca. Jeg kan desværre ikke spansk, andet end få ord, så derfor har jeg selvfølgelig valgt engelsk 😀
Det er sådan, at jeg på lørdag (meget meget tidligt om morgenen!) skal flyve til Spanien for at besøge min søde spanske veninde! Det først lige gået op for mig, at… det jo lige om lidt??? Jeg skal for første gang bo hos hendes familie der består af hendes mor, far og lillebror. Da jeg gik i 3.g på HHX fik jeg muligheden for at komme til Cordoba i Spanien i 3,5 uge for at arbejde og få spansk undervisning. Vi var 4 piger fra handelsskolen afsted og vi havde en virkelig fed tur! Min veninde Sofie og jeg endte med at arbejde samme sted, på et center med Human Resources. Dér skulle Blancas far Anthonio (med eller uden h – kan ikke huske) ind og undervise en gruppe folk. Sofies og min chef præsenterede ham for os og han blev så glad! “oh my god… danish girls.. my daughter would love to meet you… she loves languages! will you meet her???“.. Inden vi nåede at se os om og tænke over det, havde han allerede ringet og fortalt hende at vi ville møde hende og vupti, vi fik stukket telefonen i hånden. Samme aften mødtes Sofie og jeg med Blanca og vi havde en rigtig hyggelig aften. Vi nåede at se hende et par gange og jeg har siden da holdt kontakten ret godt med hende. Her i juli sidste år, havde jeg inviteret hende til Danmark for første gang. Hun skulle være her i 2 uger og jeg havde planlagt så mange ting. Vi nåede at se så meget! Kronborg Slot, Tivoli, Strøget og meget mere i København, vi var i sommerhus i Gilleleje og alt muligt! I april i år var jeg med min mormor og morfar i Benalmadena som ligger meget tæt på vandet og ca. 10-15 minutter i taxa fra Malaga Lufthavn. I mens jeg var med mormor og morfar, skulle Blanca med sine forældre og sin lillebror til Torremolinos som ligger lige ved siden af. Vi havde derfor muligheden for at ses hvilket vi gjorde. Det var bare perfekt! Jeg fik set hendes far igen og fik mødt både hendes mor og lillebror. What a wonderful family! 🙂
Jeg glæder mig så meget til at komme ned og besøge hende på lørdag! Jeg må virkelig se at få pakket… jeg er altid så lang tid om at planlægge hvad jeg skal have med ;o)

Blanca og jeg, i Benalmadena, april 2013.

Hola mi bonita!
I can’t wait until we are going to spend a whole week together!
I can’t wait to see your lovely family again and I can’t wait to
meet your friends. I have planned this for a half year, and finally…
there is only 3 days until! 🙂
Today I have bought some small gifts for you and your family.
I really really look forward to give them to you – I know that you
would love them! 🙂 I miss you. See you soon!
– Many kisses.

Jeg var hjemme hos min savnede (gravide) veninde i dag.
Hun er endelig flyttet tilbage til Ballerup, og har fået en skøn lejlighed med sin kæreste!
De har næsten lige været på ferie hos kærestens mor, som vidst bor på en gård i jylland. Der fandt de to små killinger på 3-4 uger, som var blevet efterladt af deres mor. Den ene var helt kold, og den var blind – den var for syg til at blive holdt i live, så de var nødt til at få den aflivet (snøft snøft) men den anden har de givet flaske med mælk og sådan, og det er bare den sødeste lille mis nu! Se selv.

Lille Mille