En bedste ven

Jeg er en person der har lidt for mange tanker kørende inde i mit lille hoved. Jeg gør en mus til ti elefanter og tænker altid situationer om og om igen.. Hvad kunne jeg have sagt – hvad kunne jeg have gjort – hvad kunne der være sket hvis… – hvordan ville det være hvis… Nogle gange kunne jeg måske godt have brug for, at have en psykolog ved min side, til de mindste tanker, bare for at lette lidt fra hjertet. For som regel, holder jeg mange af mine tanker for mig selv – don’t ask why… jeg ved det virkelig ikke.
Jeg har i rigtig lang tid, ellers overvejet at lave et indlæg her inde om, hvad jeg fortryder aller mest. Jeg har gået og tænkt over det i lidt mere end en måned. Mit problem er bare; bliver det for plat? bliver det for langt? bliver det for kedeligt? Det er jo noget jeg fortryder, så det er jo en dårlig ting. Jeg synes da det er ok, at nogle indlæg bliver triste, men med SÅ mange tanker som jeg har, er jeg bange for, jeg ikke ville kunne slutte indlægget ordentligt – og gad vide hvordan jeg får sluttet dette? Jeg vil alligevel fortælle lidt om, hvad jeg fortryder og jeg vil gøre det meget kort, eller jeg kan prøve.
For mange år siden, var jeg meget deprimeret. Jeg gik i folkeskole og var igennem en svær periode hvor jeg blev mobbet. Jeg skrev alle mine tanker og mine følelser åbent på min Arto-profil (ja det var tider med Arto!). Jeg tror virkelig jeg havde brug for hjælp. En dag, da jeg mindst forventede det, fik jeg en besked fra en fremmed dreng. Jeg kan ikke huske hvad han skrev, jeg kan bare huske at han havde skrevet en længere besked til mig, og ville hjælpe mig. Jeg afviste ham noget så grusomt. Jeg var så streng overfor ham, og alligevel blev han ved med at prøve at hjælpe. Han endte faktisk med at blive en af mine bedstevenner. En bedste ven jeg aldrig havde mødt i den virkelig verden, han boede helt i Viborg og jeg i Ballerup. Jeg følte ikke jeg havde brug for mere. Han havde en bedstemor der boede i Herlev, lige ved siden af mig, så vi talte tit om det der med at mødes. Vi har skrevet og talt om alt i mellem himmel og jord. Vi hjalp hinanden igennem kærestesorger. Vi kunne grine og græde sammen. En rigtig bedste ven.
For et par år siden, mødtes vi. Han var i København og kom derfor til Ballerup. Jeg husker det som var det i går…. Jeg var iskold. Jeg var ikke som jeg plejede at være. Jeg skuffede ham; og det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg var møg kedelig at være sammen med! Jeg var så skide nervøs over at skulle mødes med ham, så vi endte med at spille fodbold med en masse af mine venner. I virkeligheden snakkede vi ikke så meget sammen da han var her. Så HER er det jeg fortryder mest. Dén dag. Jeg ville sådan ønske jeg kunne tage det tilbage, for lige netop dén dag; ødelagde jeg vores venskab. Det blev slet ikke det samme og vi skrev aldrig sammen mere. Her til aften har jeg overgået min frygt. Frygten for at skrive til ham, for hvad skal jeg skrive? Hej du var min bedste ven, og det vil du nok altid være? Hej – og undskyld. Hej, hav et godt liv uden mig.
Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg ved, at jeg havde brug for at sige undskyld. Jeg har gjort det før, men i dag har jeg været virkelig ked af det, så jeg var nødt til det. Jeg ved det aldrig bliver det samme. Jeg ved bare at jeg til tider virkelig har brug for ham – som i dag. Jeg har så mange gode veninder som jeg sagtens ville kunne tale med. Men rigtig tit og ofte, har jeg mest brug for at tage tilbage til, at jeg altid bare kunne skrive til ham.
Men svarer han? Jeg ved det ikke. Ham jeg kendte, ville svare. Men han lever jo et helt andet liv nu. Han er et helt andet sted – jeg ved ikke hvad jeg skal håbe på. Jeg har skrevet i beskeden, at jeg håber han måske vil tilgive mig. Og hans svar kan måske være at han gør det. Et eller andet sted, løser det bare ikke noget for mig. Så jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Jeg ved bare, at jeg har taget frygten op.
Ja, det lyder måske som et kæmpe teenage-crush. Men det var det virkelig ikke. Det var min bedste ven. En bedste ven, jeg ville ønske jeg stadig havde.