En underlig dag!

Fjernelse af tatovering – for anden gang

Som I har læst tidligere (og ellers kan læse ved at trykke HER), har jeg et par gange fortalt jer om min tatovering. Hvilke problemer jeg har haft med den, og at jeg har måtte tage på hospitalet for at få fjernet noget af den – bogstavelig talt, for at få skrællet noget af huden af! Jeg har også lovet at komme med en lille update, efter min operation sidste torsdag (31.10.13) – jeg ved godt jeg er lidt forsinket med inlægget, men det er altså fordi jeg har skrevet lidt på det, holdt lidt pause og skrevet igen, læst det igennem en masse gange og skrevet nogle ting om igen. Jeg håber det kan blive perfekt! Så her kommer det altså.

// FØR I læser videre, vil jeg bare lige fortælle, at jeg altså har valgt at lægge billeder ind fra operationen – så der kan altså godt komme et par blod billeder. Jeg synes ikke selv det er slemt… Men så er I lige advaret ;o) //

Operationen og derefter

Den 1. december 2013 er det 2 år siden, jeg var igennem første operation, en operation jeg havde set være den eneste. Men dette kom ikke til at ske, nej. Torsdag den 31. oktober 2013, skete det så igen. Jeg mødte ind på Bispebjerg Hospital kl. 10.00 hvor jeg blev taget imod sygeplejersken. Hun fortalte mig, at jeg lige måtte vente 10-15 minutter endnu, da de var i færd med at gøre rummet klar til jeg skulle der hen.

1

Dette var altså anden gang i torsdags at jeg blev opereret.
– Men hvorfor to gange?
Desværre fordi der stadig var nok af den røde farve tilbage (som jo er den jeg ikke kan tåle) i tatoveringen til at irritere huden. Jeg prøvede ellers at ignorere i et stykke tid, at tatoveringen stadig irriterede mig – men til sidst var jeg virkelig nødt til at ringe til hospitalet, for at blive tilset igen.
– Hvorfor fjernede de så ikke bare hele tatoveringen i første omgang?
Et spørgsmå jeg har fået så mange gange nu, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at jeg har måtte igennem dette to gange. Da jeg startede med at gå til undersøgelser for ca. 2,5 år siden, var min læge altså ret sikker på, at det ville være nok at få fjernet de pink stjerner til at pigmentet ikke ville genere mig efterfølgende. 

– Er det ikke lige i overkanten at kaldet det for en ‘operation’. 
Det kan godt være det lyder så overdrevet når jeg bruger ordet ’operation’ – for i virkeligheden er det jo ikke som sådan noget indgreb i kroppen. Dét de gør er jo, at fjerne noget hud på benet. Jeg bliver hverken ’åbnet op’ og skal syes eller noget. Jeg har egentlig “bare” en dyb hudafskrabning, som selvfølgelig skal passes og plejes ordenligt, for at undgå betændelse. Men ‘operation’ er altså dét lægerne på hospitalet selv kalder det 🙂

2

Operationen tog cirka en time, men inden dét, brugte lægen og sygeplejersken meget tid på at gøre alt sterilt, at vaske hænder ordentligt, få ordentligt tøj på, få en blå ”hat” på osv. Under forberedelserne ringede sygeplejersken efter min læge Jørgen Serup så han kunne komme og hilse på. Det er ham jeg går til undersøgelser hos, ham der forsker inden for alt det her med tatoveringer og tatoveringsfarver og er vidst den mest erfarne i hele verden. Jørgen kom og hilste og tog billeder undervejs. Lægerne og sygeplejersken talte om en stor konference som snart skal holdes i Danmark, som de skal deltage i. Han ville bruge nogle eksempler og jeg sagde at han selvfølgelig var mere end velkommen til at bruge billederne – det er jo trods alt, ham der er skyld i, at jeg ender med et ”raskt” ben (hvis man altså kan sige sådan..)
Men gjorde det ikke ondt? Jeg blev lokalbedøvet hele vejen ned langs tatoveringen. Jeg tror han bedøvede omkring 20-25 steder, for at sikre sig, at jeg ikke kunne mærke noget overhovedet. Jeg havde virkelig glemt hvor ondt det gjorde. I forvejen er jeg ikke synderlig begejstret for nåle, og både tanken om at han er i gang med at stikke en nål ned i huden på mig samt smerten, var forfærdelig. Min mor var med mig, så hun holdt mig i hånden mens hun flere gange bad mig trække vejret helt ned i maven.

3

Det er muligt jeg var bedøvet i benet og det snurrede i mine tæer. Men jeg var ikke bedøvet på øverste etage. Der var så mange tanker der løb igennem hovedet på mig under operationen. Selvom jeg ikke kunne mærke noget i benet, lå jeg bare og ventede på det ville gøre ondt på et eller andet tidspunkt alligevel. Det var så underligt. Tanken om at man ligger vågen imens nogen er i færd med at skære i én. Jeg synes stadig det er mærkeligt at tænke tilbage på. Dét der med, at man ligger og er helt vågen, man snakker og man kigger lige lidt på telefonen imens nogen skærer noget hud af mit ben. Jeg kunne intet se selv, der blev sat en stang op på sengen med noget papir over. Jeg bad faktisk selv om det, så jeg ikke ville få det skidt. Jeg skal jo dårligt nok se en dråbe blod før jeg kunne vælte om 🙂
Efter operationen blev jeg ‘vasket’ af så alt blod blev fjernet. Jeg blev pakket godt ind i en gage og med noget forbinding. Mor og jeg kørte direkte ud og besøgte min stedfar på hans arbejde og derefter kørte vi hjem til min mor for at vente på min stedfar fik fri. Jeg havde fået to sygedage fra arbejdet, så jeg kunne holde benet i ro, og derfor besluttede jeg mig at tage med mine forældre i sommerhus fra torsdag – søndag.
Anden operationJeg sad jo oppe i sommerhuset da bedøvelsen begyndte at forsvinde. Smerterne var virkelig store. Hold KÆFT hvor gjorde det ondt, jeg havde mest af alt lyst til at hive det hele af og kaste langt væk! Det brændte, det sveg og det dunkede virkelig meget. Jeg kunne virkelig ikke bevæge benet og på ingen måde støtte på det. Jeg var så tæt på tårer! Jeg fik nogle stærke smertestillende og blev ellers lagt i seng tidligt.

Gagen blev skiftet

Om lørdagen tog jeg den hvide sok af, som jeg havde over benet samt forbindingen, som sad i mellem det ene og andet lag af sokken. Ja det er jo egentlig ikke nogen sok, men jeg kan simpelthen ikke huske hvad det hedder i læge-sprog! Jeg skulle i bad, så jeg var jo nødt til at have al forbinding af, for at kunne blive pakket ind i en plastikpose til at komme i bad. Da jeg tog forbindingen af, blev jeg næsten helt forskrækket af al den væske og al det blod. Jeg havde fået noget nyt gage med hjem, hvis det nu blev nødvendigt – så det troede jeg det var fordi det så sådan ud. Jeg fik benet i en balje med vand og så gik jeg ellers i gang med at hælde vand og hælde vand og hælde vand på! Jeg tog plastret langsomt af og på et tidspunkt fik jeg det vildt skidt og måtte lige tage en pause. Mor hentede en sodavand til mig, så jeg lige kunne få noget sukker i blodet. Jeg følte det hjalp, men kun meget lidt. Men jeg klarede det altså til sidst. (med hjælp fra mor og mormor…)Anden operation1

Gagen blev skiftet – igen…

Allerede mandag var jeg bekymret igen da såret havde væsket en hel del. Jeg gik rimelig meget i panik og ringede faktisk op til min egen læge tirsdag morgen, i håb om at de kunne kigge på såret. Jeg fik en tid hurtigt og tog af-stig-af-sted og fik skiftet gagen.

Tid til tjek på hospitalet

Fredag d. 8/11 skulle jeg til tjek på hospitalet og have skiftet gagen af en sygeplejerske. Både sygeplejersken og min læge Jørgen, sagde at såret så virkelig fint ud. De spurgte mig om jeg havde mod på selv at skifte plastret og forbindingen de næste 3 uger, hvilket jeg svarede ja til. Jeg havde jo prøvet det tidligere fra min sidste operation, så tænkte at jeg sagtens kunne skifte plastret igen. Min næste tid er derfor først d. 3/12 og i mellemtiden har jeg fået en overlevelseskasse med alle de forbindinger, plastre og det hele jeg skal bruge.
Nå ja, og så skal jeg selvfølgelig ringe til hospitalet, hvis jeg synes der kommer problemer med såret. Jeg håber det bliver godt – at de giver mig lov til at skifte plaster så tidligt efter operationen er heldigvis et godt tegn. Så jeg håber det fortsætter med alt det gode og forløbet her, bare kommer til at gå stærkt 🙂

Tak fordi I ville læse med – jeg kommer selvfølgelig med flere opdateringer undervejs 🙂

2

  • Lola

    Hej fandt dig ved at søge på nettet og jeg skal igennem det samme som dig desværre .. Har en tatovering på hånden med meget rød farve og har talt med Jørgen serup og skal opereres den 11 februar men er bare så bange og kender ingen der har været det igennem.. Håber du ser det her.. Og vil vende tilbage for jeg har mange spørgsmål

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En underlig dag!