Fjernelse af tatovering

Jeg er kun lige startet i denne bloggerverden, men jeg synes allerede I skal høre min historie om min tatovering, da jeg har været en smule (eller lad os sige en del) igennem. Siden jeg var 15-16 år gammel har jeg været helt sikker på, at jeg skulle have en tatovering. Jeg har tegnet omkring en million forskellige, fordi jeg ikke var helt sikker på hvordan den skulle se ud og som mange andre har jeg selvfølgelig også tegnet med tusch over hele kroppen og blæret med med min herre seje tatovering som på ingen måde var ægte!! Da jeg var 17 havde jeg tegnet den tatovering jeg rigtig gerne ville have, og jeg havde plaget min mor sååååå mange gange om at få den. Min kloge mor sagde selvfølgelig “Jeg ville aller helst fraråde dig det, men da jeg selv har en, kan jeg desværre ikke. Dét jeg kan sige er, at du skal altså være 18 før du må, for sådan er loven.. Og hvis jeg må, vil jeg rigtig gerne med, den dag du skal have den første“. Jeg glædede mig sådan til jeg blev 18, jeg forestillede mig hvor den skulle sidde og hvor flot den blev, jeg forestillede mig det om og om – igen og igen…
Tiden kom (det lyder nærmest som starten på en roman… men det bliver nu også en lang fortælling) og der var ikke længe til jeg ville blive 18 – jeg var oppe i sommerhuset med mine forældre, som vi altid er og altid har været, siden jeg var helt lille. Det blev d. 25. juli 2010, dagen hvor jeg fyldte 18 og tænk engang, i fødselsdagsgave fik jeg et hjemmelavet gavekort fra min mor, hvor der stod at jeg kunne få 1.000 kr. til at få lavet min første tatovering, hvis, hun måtte tage med når jeg fik den lavet. Allerede d. 5. august havde vi en tid hos tatovøren og jeg var så nervøs! – Man havde jo hørt en del historier om dét med tatoveringer, både om hvor fedt det var men også om hvor ondt det gjorde. Men selvfølgelig glædede jeg mig og var vildt spændt!! Jeg fik lavet tatoveringen og den var bare SÅ smuk! Jeg var SÅ glad for den, jeg kiggede på den aaaaaall the time! I kan se hvordan den så ud her:

Efter jeg fik den lavet gjorde jeg som jeg skulle, brugte den creme jeg skulle, smurte de gange jeg skulle osv osv. Det var bare som om den ikke rigtig helede. Den blev ved med at være hævet og den så pludselig ikke særlig pæn ud; den så mere ud til, at den faktisk var malet på – faktisk lidt ligesom den gør på billedet.
Efter et halvt års tid begyndte tatoveringen at klø, det var så voldsomt at jeg bare ikke kunne lade være med at klø og klø og klø og klø… Jeg kløede endda i søvne! Det sveg og brændte når jeg var i bad og jeg kunne ikke lade være at trippe med mit ben fordi det var ikke til at holde ud. Den var hævet og den var grim. Den føltes som tusinde af myggestik i ét! Det var ulideligt! I maj-juni 2011 tog min mor og jeg op i tatovørsalonen og spurgte hvad der kunne være galt. Tatovøren var der ikke, men manden der stod “i kassen” forklarede mig, at jeg muligvis ikke kunne tåle tatoveringen. Han viste mig sin egen på overarmen som han ikke kunne tåle og derfor gik til undersøgelser på Bispebjerg Hospital, så den kunne blive fjernet. Der gik ikke længe før jeg fik en tid hos min læge hvor jeg sagde som det var og fortalte, at jeg ville have en henvisning til Bispebjergs hudklinik for specielle hudsygdomme. Lægen fortalte mig, at der var ret lang ventetid, at han derfor ikke kunne fortælle hvornår jeg ville blive indkaldt, men at der kunne gå flere måneder. I juli måned 2011 blev jeg ringet op fra Bispebjerg Hospital, der fortalte mig at de var nødt til at rykke den tid jeg havde fået til undersøgelse. De fik faktisk fat på min mor, og hun fortalte at vi ikke havde fået et brev om denne indkaldelse. Vi fik så en ny dato og det blev i starten af august – Rimelig heldigt at de ringer for at rykke tiden, nu hvor vi ikke havde fået brevet.

Jeg kom til undersøgelse hos Overlæge og hudspecialist Jørgen Serup, som kiggede på min ellers så forfærdelige tatovering! Han spurgte selvfølgelig hvor jeg havde fået den lavet, hvor lang tid jeg havde haft den osv.
I perioden mellem den første undersøgelse i august og 1. december 2011, gik jeg til en masse undersøgelser, nogle gange hvor han bare kiggede på min tatovering for at finde ud af hvad vi kunne gøre for at løse det og andre gange længere undersøgelser hvor han måtte tage en pigment test, for at se hvor meget farve der egentlig var i huden. Serup fortalte mig, at de havde undersøgt tatovørens farver, da han havde en anden patient, der også var blevet tatoveret af ham – men intet var galt. Farverne er som de skal være og jeg har sådan set bare været virkelig uheldig..
Jeg prøvede forskellige cremer, jeg prøvede at komme til en bandagist og fik en støttestrømpe, der skulle gøre at hævelsen forsvandt – hvilket den gjorde. men ikke noget der hjalp på kløen og den brændende følelse.  Jeg fik blandt andet testet over 100 forskellige ting som madvarer, tekstiler, tatoveringsfarver osv. på min ryg. Det var ét stort plaster der sad på min ryg i 48 timer. 48 timer, hvor jeg ikke måtte gå i bad eller svede – jeg er SÅ glad for, at det ikke var mere end 48 timer så!! Testen viste ingenting, den viste ikke engang noget omkring tatoveringsfarverne. Serup forklarede mig, at den sagtens kunne vise forkert med farverne, da der er stor forskel på om man maler noget udenpå huden eller om man putter det under huden. Der var ikke meget andet at gøre end at operere huden væk. Inden jeg skulle opereres var jeg til flere undersøgelser for at se, hvor langt ned i huden pigmentet sad, det viste sig at han var nødt til at skære 2/3 af huden væk – akkurat lige nok til, at jeg kunne undgå en hudtransplantation. (Det er noget med, at huden skal have en vis tykkelse, før den kan finde ud af at hæve og lave et sår)

D. 1. december 2011 blev jeg opereret. Det foregik i lokal bedøvelse hvor lægen brugte nogle forskellige kvive, til at skrabe de pink stjerner af. Det gik ret hurtigt og da jeg var færdig, tog min mor billeder af “operationsbordet” med den afskåret hud, knivene og det hele – ret klamt! (jeg har billeder men skal nok skåne jer for dem – jeg kan næsten ikke klare at se dem selv.. hehe!) Jeg fik en kæmpe forbinding på med noget vat og 2-3 dage efter operationen (så vidt jeg husker var det 2-3 dage), hvor jeg skulle ind og have ny forbinding på.

Jeg kom ind til sygeplejersken og jeg var ret nervøs. I forvejen er jeg riiiiimelig bange for nåle og blod. (Jeg har dog ikke prøvet at besvime men har været rigtig tæt på.) Hun skulle hun fjerne forbindingen og jeg kunne jo se på den, at blodet var størknet, så jeg regnede rimelig hurtigt ud at hun var nødt til at rive hele såret af! ad ad ad…. og av av av….. Jeg skulle sidde med benet ned i en balje med varmt vand, og sygeplejersken hældte vandet ud over plastret/forbindingen (hvad vi nu skal kalde den…) så hun stille og roligt kunne hive det af. Jeg sad og kiggede på da hun hældte vandet på, og pludselig hev hun bare fra oven og rev såret af, hvor den øverste stjerne var. Jeg blev simpelthen så dårlig og bleg at jeg var tæt på at kaste op. Min mor var nødt til at løbe ud og hele vejen ned ad gangen for at finde et glas saft til mig, så jeg ikke ville besvime. Sygeplejersken måtte vente ca. 10-15 minutter fordi jeg ikke turde få fjernet mere af forbindingen. Hun lovede at hun ville gøre det mere forsigtigt og fortsatte derefter…
Da hun havde renset sårene og havde puttet ny forbinding på, skulle jeg komme igen et par dage efter. Dette fortsatte… så jeg kom ind på hospitalet, fik skiftet forbinding og ud igen – og jeg kan jo lige fortælle 7 lag med alt muligt!!! Først en slags creme, så en anden, så noget hullet et-eller-andet, så noget vat osv osv.. Efter nogle gange hvor såret blev pænere og pænere kunne jeg lære hvordan jeg skulle lægge forbindingen, så jeg kunne skifte den selv og efter noget tid skulle jeg derfor prøve det for første gang.

Såret blev pænere og pænere og efterhånden blev det til kontrol hver uge, derefter hver 2. uge, hver 3. uge og hver måned. På det seneste har det været hver 2-3. måned og Vupti – der er gået snart 2 år fra operationen til i dag. Her for to måneder siden følte jeg at tatoveringen stadig kløede i de sorte kanter, hvor der faktisk er pink streger også (det kan være svært at se på billederne) For et par måneder siden havde jeg min sidste kontrol-tid og Serup sagde at Tatoveringen så fin nok ud til, at jeg ikke behøvede at komme til kontrol mere. Ikke længe efter, synes jeg de pink tynde streger, der er lavet ved siden af de sorte, begyndte at hæve og klø. Den havde gjort det lidt i forvejen, men ikke noget jeg havde tænkt mege over. For 2 måneder siden, bestilte jeg så en tid til kontrol igen, i håb om at Serup kunne kigge på det og hjælpe mig på en eller anden måde.

Her d. 7. august har jeg været på hospitalet igen. Jeg fortalte hvordan jeg havde det, hvor meget tatoveringen klør, hvor meget det brænder og hvor meget tatoveringen irriterer mig. Jeg spurgte om der var en anden løsning end operation, men desværre ikke. Jeg spurgte indtil at kunne få laser-behandling, problemet med dette er bare, at den smadrer den pigment der er i huden, den fjerner bare ikke pigmentet. Så den sidste opdatering er, at jeg desværre bliver indstillet til en operation igen engang i september. Jeg håber virkelig det bliver bedre!

Budskab
Jeg ved ikke rigtig hvor langt jeg vil med det her opslag eller hvor meget jeg forventer at få ud af det. Jeg ved bare, at jeg rigtig gerne vil advare folk imod at få lavet tatoveringer.
Jeg har ikke rigtig tænkt på, hvad folk vil sige til alt det her. Det er ikke fordi jeg vil have folk føler med mig og alligevel er det. Jeg vil bare have at folk forstår hvor farlige tatoveringer kan være! Jeg ved godt jeg ikke kan redde verden, og det nu heller ikke dét jeg vil – jeg vil bare bede alle om at tænke sig om en ekstra gang! Jeg synes personligt at en tatovering kan være det smukkeste og jeg misunder rigtig mange der har de flotteste farvede tatoveringer. Men jeg må også bare indse, hvor galt det kan gå. Jeg ved at der allerede er én dansker, der har mistet benet på grund af en tatovering. Tænk at skide tatovering kan ødelægge så meget! Tænk at man kan miste så meget, bare på grund af det! Jeg har så ondt af ham og jeg er bare så glad for, at jeg gik til lægen i tide. Jeg mener, det kunne have været mig?
Jeg håber, at folk der læser dette, vil kunne forstå grunden til, at jeg har skrevet det og jeg håber at folk vil dele dette! Jeg lover at komme med opdateringer på, hvordan det kommer til at være – og jeg håber I vil følge med.
Her er linket til en artikel der er skrevet om ham der mistede benet, tjek det ud. http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1321653.ece .

– Camilla